- Project Runeberg -  Billeder fra livet i en skotsk Præstegaard /
97

(1878) [MARC] Translator: Kirsten Dorothea Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

97
Siden af Sengen, hviskede hun: „Maggie, du maa
drage Omsorg for dem alle, men hust vaa, ikke med
jordisk Bekymring. Hav intet Hastvcerk. „Den, som
tror, haster ikke". Jeg forstod hende, og medens jeg
kjcerligt kyssede hendes Haand, takkede jeg Gud i mit
Indre.
„Og nu, Nellie, mit elskede Barn, intet mere af
det, som hprer Jorden til. Kun Guds Ord og nogle
af mine Salmer. Vi samlede os rundt Sengen
i Taushed, idet Aftenens Skygger blev lamgere og
lcengere. Derpaa blev det fuldstcendig Nat i Vcerelset.
Kun Natlampen brcendte vaa Kamingefimsen, og Ildens
Flamme kastede sit flagrende Lys vaa Gjenstandens.
Fra Nd til anden vcedede Sygevogtersken hendes bræn
dende Lceber eller wrrede hendes Pande. Vi vilde
ikke se Dpdens Skygge krybe opad hendes Hovcdpude.
Fader sad ved hendes ene Side med hendes Haand
trykket fast i fin-, jeg sad ved hendes Fpdder, idet jeg
forspgte at varme dem og lade mit eget Liv strpmme
til hende, medens hendes Livsflod flpd tilbage til sit
Udspring. Vor Nellies ssde Stemme gjentog nu og
da i Mærket trostende Ord af Skriften, som for at
lcegge Stene i Jordans dybe Flodseng, hvor hun kunde
scette sin Fod under Overgangen til det forjættede Land
hinsides. Endnu et sidste Forspg gjorde hun vaa at
tale. Fader og Nellie bsiede sig over hende. Da vi
siden satte Ordene sammen, var det dette: „Jeg ved,
at min Forlpser lever". Derpaa leirede et Smil af
straalende Tilfredshed sig over hendes Ansigt, som om
hun fplte, at dette var en Bekjendelse, vaa hvilken hun
med Glcede kunde lcegge sit Hoved i DjSden. Mindre
end en Time, fpr hun forlod os, hvrtes Lyden af Vogn

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:17:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skprasteg/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free