Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Norsk Skydslovgivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
dens egen perSonüge Kraft og Tid for at være til Tjenefte Sor private
RejSende, med hvem han muligens Jntet har at fkaffe, hvis Rejfes Maal
er ham det Ligegyldigfte t Verden. Den ffydfende Gaardbntger maa
ofte felv forlade Gaard og Hu$ og og Korn for at tjene muligens
en Landftryger eller en Fremmed. Men det er det famme
hvilkettSom-helSt privat Per Son det er, Saa hviler dog SkydSpügten uden virkelig
Erstatning i fit inderfte VæSen paa en grnndfalfk Tanke; ja Selv mod
en Erstatning, hvorom et Skjøn muligens kunde Sige: det er Nok, er den
ikke fuldkommen fornuftretfig berettiget; thi Eieren aS en Heft maa lige*
Saavel kunne Sige: jeg vil ikke fft>bfe. Som Eieren af en Td. Korn kan
{ige: jeg vil ikke afhænde den. Den Samme falffe Grundsætning, Som
anvendes, naar nogen Privatmand forlanger at faa benytte andres Heft
med SkydSfarl eller Gaardbrugereu Selv, kan ligesaavel tænkes anvendt
paa at ville benytte andres Skib med Skibsfolk. At det ene er Større
og koftbarere end det andet gjør intet til Sagen; tlji er
GrundSætnin-gen falfk i det fibfte Tilfælde, maa den ogfaa være falff i det ^ørfte.
Og den er det virkelig. Som møralf! Mennefke ønfker naturligvis
Op-Sidderen i SfydSlaget’eller Kommunen, at den Rejfende maa komme vei
og behageligt frem, men han kan ikke ville at det fkal fke paa haus
Bekoftuiug, og er naturretlig ikke forpligtet hertil. Enten den private
Rejfende kommer frem eller ikke, det bliver ikke mere hans Sag end
Andres. Anderledes er det med de offentlige TjeneftemændS Befordring.
Den Byrde Saadanne foraar fager er eit pligtig Skat under en færegen
Form, og det enten den Rejfende har fri Befordring eller BetaüngSfkydS,
der er hel eller mindre end hel ErStatning til SfydSmanden, imod at
Udgiften feitere udlignes fom Skat paa de, der fk’iille yde Befordringen.
Foranftaaende vifer Grundfætningen for SfydSlovgivningen for private
Rejfende i fin naturlige nøgne Skifkelfe. Under StatSudvifüugen maa
der imidlertid tages de fornødne He,1f^n til de Rejfendes Tarv, uden
dog at fornærme Opfidderne langs Veiüuierue eller Andre. Det maa
gjøres muligt for Private at komme fiffert og nogenlunde bekvemt frent
efter de mere befarede Vejlinier. J Almindelighed bør den bcftcmte Erftat=
ning for Brugeu af Andres Ejendomme og af Perfoners Kraft og Tid
være ett virkelig Godtgjørelfe; men hvor færegtte Omftæitdigheder er
forhaanden, der kan det büve nødvendigt, at Kommune eller Ståt eller begge
fkyder noget til for at faa ett forønff’et Jitdrctning iftand paa Steder,
hvor det ellers ikke kitttde fke udeit ved urimelige Bekoftuiuger for de private
Rejfende. Thi at de kommer faa hurtigt og vei frent fom nted Rimelighed
kan fordres, det er ikke ndeit JntereSfe for Staten, hvoraf Kommunen er
en Del. Det maa derfor billiges, at disfe i visfe ufædvaulige Tilfælde
lette de private Rejfendes Befordring. Men det er højft ubilligt, naar
dette gaar ud over enkelte Borgere.
Hvorvidt dett nu beStemte Betaling Sor at befordre private kan
anfeeS tilftrækkeüg, vil formentlig Følgende vife.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
