Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Bjarkøy- og Giske-ætten m. m. fl. Navnene gaar
stadig igjen i dem i regelmæssig orden, som man
ovenfor har seet.
Det var paavisningen fra utlandet, som nu
begyndte at gjøre sig gjældende. 1 Tyskland og
Mellemeuropa i det hele var man for længe siden
begyndt at opta faste og bestemte slægtsnavne, og
overalt var det høiadelen som gik i spidsen for
utviklingen. Det kan tænkes, at det var en vis
for-fængelighet som drev de høierestaaende i samfundet
til paa denne maate at skille sig ut fra de andre;
men det kan ogsaa være, at netop disse stærkere
følte det praktiske behov for et slægtsnavn. De var
jo den stand i datiden, som kom mest i berørelse
med livet. De var de eneste, som deltok i det
politiske liv, i statssamfundets virksomhet, i hoflivet
o.s.v., og de følte vei derfor ogsaa trangen stærkest
til et navn, som ikke kunde forveksles.
Fra Mellemeuropa, særlig Tyskland, trængte den
nye navneskik ind i Danmark, hvor vi allerede
temmelig tidlig ser gamle adelsslægter optræ med
sit bestemte slægtsnavn som Lykke, Rosenkrants,
Munk, Daa o.s.v.
Paa grund av forbindelsen mellem de to lande,
særlig fra omkr. 1530, kom der en mængde danske
adelsmænd ind i vort land som embedsmænd,
særlig som lensherrer og befalingsmænd paa de faste
slotte. Mange av dem ægtede norske kvinder og
bosatte sig for altid i landet. De blev derved
stammefædre for nye slægter med bestemte
slægtsnavne. Eksempler herpaa vil man nedenfor finde i
rikelig mængde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
