Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. Hvad der holder Folk i Live - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
— Fremmede Folks! Og saa gjør Du dog saa
meget af dem!
— Ja, hvor kan jeg vel andet? Jeg har selv
opammet dem. Mit eget Barn har Vorherre taget;
men det gjorde mig dog ikke saa ondt for det,
som for disse to her.
— Men hvis er de da?
IX.
Konen, der nu havde faaet Munden paa Gang,
gav sig da til at fortælle som følger:
— Det kan vel være seks Aar siden. I én og
samme Uge blev de to srnaa forældreløse. Faderen
blev begravet om Tirsdagen, og om Fredagen døde
Moderen. Jeg var dengang nylig bleven gift, og
min Mand havde en lille Bondegaard, som stødte
op til deres. Vi var Naboer og saa’ hinanden daglig.
Faderen levede af at gaa paa Skovhugst. Saa
skulde der hænde den Ulykke, at der en Dag faldt
et Træ om paa ham og slog ham fordærvet. Han
opgav Aanden, lige som man havde faaet ham
bragt hjem, og i samme Uge nedkom Konen med
Tvillinger, disse to Smaapiger, som I ser her. Der
var kun Fattigdom og Elendighed i Huset, og den
stakkels Kone havde ikke et Menneske til at hjælpe
sig. Ene var hun ved Nedkomsten, og ene var
hun, da hun døde. Om Morgenen, da jeg kom
ind og vilde se til hende, var hun allerede kold
og stiv, den Stakkel. I Dødskampen havde hun
lagt sig over den ene af Pigerne — hende her —
og vredet Foden skæv paa hende. Huset blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
