Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 3. Hvor megen Jord har vel et Menneske nødig? - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Dør paa Teltet. Det var allerede begyndt at blive
lyst. „Man maa vække Folkene; det er paa Tiden
at komme afsted", tænkte han, idet han sprang op
og trak i Klæderne. Efter at have vækket sin Kusk,
der laa og sov i Vognen, og befalet ham at spænde
for, gik han om og kaldte paa Bashkirerne. „Det
er paa Tiden," siger han, „at vi kommer ud og
maaler op." Bashkirerne indfandt sig snart efter i
Teltet tillige med den ældste og nu gik det paa ny
løs med at drikke Kumys. Man vilde ogsaa have
opvartet Påkom med Te, men han havde ikke Lyst
til at vente. „Hvis vi skal afsted," sagde han, „saa
lad os komme afsted. Det er paa høje Tid."
VIII.
Det varede ikke længe før alle Bashkirerne
vare forsamlede og afsted gik det til Hest og til
Vogns ud i Steppen. Påkom fulgte efter i sin
Rejsevogn med Kusken. Stedet, som man styrede
hen imod, laa paa en lille Høj — Schikån, som
Bashkirerne kalde det paa deres Maal — og man
havde aldrig saa snart naaet den, før Morgenrøden
allerede begyndte at vise sig i Horisonten. Man
kom i en Fart ned ad Hestene og ud af Vognene og
samledes i en Klynge paa Højen. Her traadte den
ældste hen til Påkom og sagde, idet han viste med
Haanden ud over Steppen:
— Alt, hvad Du ser her saa langt Øjet rækker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
