Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Norden fra Oldtiden til Calmarunionen Aar 1397
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
Nu rustede de Forbundne sig til Strid; stærkest iblandt deres
Skibe var det, som Erik Jarl havde; thi dette var høibordet,
havde en Jernkam rundt Siden, og var jernbeslaaet lige til
Vandgangen. Det var aftalt mellem dem, at de skulde dele Norge i 3
Dele, hvis de fældede Kong Olaf; den af Høvdingerne, som først
besteg Ormen, skulde have denne med alt Bytte, forøvrigt Enhver
de Skibe, han selv maatte ryddiggjøre.
Imidlertid havde de af Olafs Skibe, som ei vare komne for
langt bort, seet at Sigvalde Jarl havde styret ind mod Land. Da
han paa Spørgsmaal om Hensigten hermed, svarede, at han vilde
bie paa Olaf, bjergede ogsaa Thorkel Nefja paa Ormen hin Korte
sine Seil, holdt ind mod Holmen, og med ham 3 Skibe i hans
Følge. Nu bleve de var den talrige fiendtlige Flaade, som kom
roende mod dem fra Sundet. „Lad os seile vor Vei," bade de
Kongen, „ikke tør vi vove Kamp mod saadan Hær." „Nei," svarede
Olaf, „ned med Seilene, ikke skulle mine Mænd tænke paa Flugten,
aldrig har jeg flyet i Strid, Gud raader for mit Liv, men Flugten
tager jeg aldrig." Nu lod Olaf blæse til Samlag med Skibene.
Hans eget Skib laae midt i Flaaden, paa den ene Side Tranen,
paa den anden Ormen Korte. Stavnene bandtes sammen, men
Kongen raabte, at hans eget Skib skulde lægges frem, saa at dets
Agterende ei kom bagenfor de øvriges. Da svarede Ulf Røde:
„Skal Ormen Lange lægges saameget længere frem, bliver her
travelt paa Forstavnen idag." „Ei vidste jeg," sagde Kongen, „at jeg
havde en Stavnboer, som var baade rød og ræd." „Forsvar Du
saa godt Løftingen, som jeg Forstavnen," var Ulfs Svar. Opbragt
over dette Svar, lagde Kongen Piil paa sin Bue, og rettede den
mod Ulf. „Skyd en anden Vei," sagde denne, „det behøves mere
andetsteds, Konge; mit Arbeide er Din Vinding."
Høit ragede Olaf over de Øvrige paa Skibet. Han stod i
Løftingen, var iført en rød Trøie over sin Brynje, havde forgyldt Skjold
og guldbeslagen Hjelm, og var let kjendelig fremfor de Andre. Da
han saae, at de Forbundnes splittede Krigsmagt samledes om hver
sine Høvdingers Mærker, spurgte han, hvem der laae lige for ham.
„Det er Sven Tjuguskegg med Danerhæren" var Svaret. „Ei
ræddes vi for de bløde Daner," sagde Olaf, „intet Mod er der i dem."
Om Svenskerne sagde han: „Bedre var det for Svearne at sidde
hjemme, og slikke deres Offerroller end at gange under Eders
Vaaben paa Ormen hin Lange." Men om Jarlen Erik Haakonssøn
sagde han: „Han kan have skjellig Grund til at møde os, og af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
