- Project Runeberg -  Solidaritet: Organ för den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark /
2:3

(1925)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nr. 2.

S O L ISD A R I TET

3. Side

SOLIDARITET

Organ for den syndikalistiske
Arbejderbevægelse i Danmark.

Udgivet af revolutionært
Arbejderforbund.

Tilsluttet Internationale Arbeider
Asso-niition (I. A. A.)

Ansvarhavende Redaktør:

A. Nielsen.
Redaktion og Ekspedition:
Smedegade 4. Kj.

Aabent hver Dag fra 5_8.

Charles F. Petersen, København

Syndihalismen

og den rede .
laglige Internationale.

Da den russiske Revolution
udbrød, da den undertrykte russiske
Proletarklasse tog sit store
heroiske, revolutionære Skridt inod
Faa-talsvælde og Undertrykkelse, og de
under store Anstrængelser søgte at
realisere Socicalismen, mødtes de
russiske Arbejdere af Forstaaelse
og Glæde af mange Proletarer
Verden over, uanset hvilken Retning
indenfor Arbejderbevægelsen disse
tilhørte. Det var paa dette
Tidspunkt en Hæderssag for alle
Arbejdere at staa paa de russiske
Arbejderes Side, under deres
heltemodige og haarde Kamp mod den
internationale Kapitalismes
Røverhor-_der. Den russiske Revolutions
første Hfjibke var af en friere Aand
end nu. Endnu slaar hvert eneste
revolutionært Hjerte kraftig for
den russiske revolutionære
Arbejderklasse og dens Stræben for at
opnaa fuldstændig Frihed, men med
kritiske Blikke ser man en hel Del
sørgelige Foreteelser i
Revolutionens Rusland. Partistræberene har
saboteret Revolutionens Udvikling
og den ledende politiske Gruppe
har med sit Diktatur over
Proletariatet, undertrykket Friheden, og
kvalt det frie Samarbejde, de frie
Initiativer for fortsat revolutionær
Udvikling, særlig paa det vigtigste
Omraade: Produktionen. Statens
døde Haand har paa dette
Omraade sat sit Mærke. Da den
kommunistiske Partiretning i Rusland
havde erobret Statsmagten og faaet
et nogenlunde sikkert Greb om
Masserne, søgte de at udvikle
denne Hegemoni over den
internationale Arbejderbevægelse. Den
kommunistiske Internationale
dannedes, og denne satte hurtigt en
mægtig Kæmpeagitation i Gang over
hele Verden, for Arbejdermassernes
Erobring for Kommunismen, og vi
maa erkende, — med en vis
Fremgang i den første Tid. Al
Arbejderbevægelse skulde erobres og
underordnes Kommunismen. Som
Kamporgan for Agitationen
dannedes den røde faglige
Internationale. Det var betegnende, at denne
i den første Tid indenfor
kommunistiske Kredse, baade i Tale og
Skrift, benævntes som faglig
Sektion af den kommunistiske
Internationale. Den kommunistiske
Internationale skulde være Hjernen
og Hovedet for Arbejderklassen,
medens derimod den faglige
Bevægelse skulde nøjes med at være
Kroppen og Lemmerne. Det var
efter disse Principper at
Kommunisterne gik i Kamp for Erobringen

af Fagforeningerne. En af de
Grupper inan først vendte sig til, var
Syndikalisterne, i de forskellige
Lande. En Del af de
syndikalistiske Organisationer lykkedes det
Kommunisterne at faa fat i, som
lor Eksempel i Italien, Spanien,
Danmark og senere, den
nydannede Organisation i Frankrig, men
paa andre Steder mødte deres
Forsøg stprre Modstand. Jo mere
Syndikalisterne fik Øjnene op for, hvad
det var Kommunisterne tilsigtede
med sit Fagforeningsarbejde, jo
mere voksede den syndikalistiske
Modstand derimod.
Organisationerne i Italien og Spanien forlod
atter den røde
Fagforeningsinterna-tionale, da det blev klart for dem
hvad denne vilde, og paa hvilke
Principper den var opbygget.
Rigtigt er det, at en hel Del
Repræsentanter fra de forskellige Landes
syndikalistiske Organisationer
deltog, i den røde faglige
Internationales Kongres i Moskva,
Sommeren 1921, hvor de var indbudt, men
de Beslutninger, som der blev
vedtaget viste klart og tydelig, at
nogen Sammenslutning med denne,
fra Syndikalisternes Side, kunde
der ikke blive Tale om.

Syndikalisterne som altid med
Kraft har hævdet sin
„Partipolitiske" Uafhængighed, vilde ikke
være Redskab for en politisk
Partibevægelse — Kommunismen. Dette
saa meget mere som Opfattelsen
af Revolutionens Problem var
fuldstændige modsatte hinanden.
Syndikalisterne dannede saa sin egen
internationale Sammenslutning —
„Internationale
Arbejder-Association" — i og med dette forsvandt,
kort sagt al vaklende Holdning
blandt Syndikalisterne angaaende
hvilken Internationale de
-skuMe-tilslutte sig.
Fagforeningsbevægel-sen skulde „erobres" og
„underordnes" Proletariatets virkelige
Ledere, den kommunistiske
Internationale, det var den Parole
Kommunisterne udkastede for nogle Aar
siden. Men hvad har de vundet ved
denne Pardle? Stort set intetl
Fag-foreningsbevægelsen er lige saa
Uafhængig af Kommunismen som
før, og en Mængde Kommunister
begynder at tvivle paa om det
nogensinde skal lykkes at erobre dem.
Man udstøder ikke længere saa
mange Ramaskrig som før imod
den „forrædderiske"
Amsterdam-Internationale, i Stedet for
begynder man at nærme sig denne
Internationale mere og mere.

Verdens Syndikalister er nu saa
godt som alle tilsluttede den
syndikalistiske Internationale
Arbejder-Association. Ikke alene de
europæiske Syndikalister, men ogsaa
Syndikalisterne fra andre
Verdensdele. De partipolitiske Forsøg paa
at erobre den syndikalistiske
Verdensbevægelse er grundigt
tilbageslåede, og Vejen er jævnet for
Arbejderklassens internationale
Samling i Syndikalismens Tegn.

John Andersson.

Peter Krapotkin

Tak!

Fra vort norske Broderorgan
Alarm’s Ekspedition har vi som
Støtte til vort Bladfond modtaget
en Del aktuelle Pjecer („Den
spanske Arbejderklasses revolutionære
Kamp" og „Tysklands
Arbejderklasse og Syndikalismen") til en
Værdi af godt 100 Kr. Vi takker
hjerteligst vore norske
Kammerater for Gaven og opfordrer vore
Læsere til at købe Pjecerne, saa det
kærkomne Beløb kan blive frigjort.

Den 9. Febr. er 4-Aarsdagen for
den russiske Sociolog og
Naturforsker Peter Krapotkins Død.
Tusinder af Mennesker Verden over, vil
fejre hans Minde i
Taknemmelighed og Glæde over de rige
Impulser, hans Værker er
overstrømmende af, samtidig som de danner det
sikre Grundlag for
Forhaabninger-ne om en lysere Fremtid for
Menneskeslægten. Og dog er
Virkningerne af hans Livsarbejde kun i sit
Begyndelsesstadie. Medens de
fleste „Sandheder" ikke faar Lov til
at blive staaende ret længe i vor
rastløse og søgende Tidsalder, har
de fleste af hans konstruktive
Tan-om Samfundet uforandret eller
befæstet Gyldighed, alt efter som vi
naar til større Erfarenhed og
Indsigt paa det sociale Omraade.
_ü;_a£Qikin ei,,^«« jjodgjyie
-Anju:-kismes Teoretiker. I sine Bøger
„Gensidig Hjælp", „Haandens og
Hjernens Arbejde", „Anarkisme og
moderne Videnskab" m. fl. drager
han i Felten mod Menneskenes
sejge Dogmetro, og piller alskens
Dogmer i Stykker, uden at forsøge
at opstille nye saadanne,
men’an-giver nye bøjelige Principper for en
Betragtning af
Samfundsudviklingen. Hvor andre socialistiske
Tænkere opstiller bestemte og
ufravigelige Former for det ideelle Samfund,
nøjes Krapotkin med at angive dets
Grundprinciper i Henhold til det
gennemførlige efter vor nuværende
sociale Viden og Erfarenhed, som
aldrig bliver til nye Dogmer, idet
han siger: „Vi forestiller os
Samfundets Struktur som en Sag, der
aldrig er konstitueret, men altid er
fyldt af Liv og følgelig altid ændrer
Form i Henhold til Øjeblikkets
Behov."

Mange af de Mennesker, som har
deres Viden om Anarkismen fra et
gammelt Leksikon, vil sikkert naa
til en sympatisk Forstaaelse af
Anarkismens saakaldte „lovløse"
Tilstande, eller i hvert Fald være
nødt til at rette betydeligt paa
deres sociale Opfattelse efter at have
læst Krapotkins Værker.

Med sin Bog „Haandens og
Hjernens Arbejde", har han ydet et
værdifuldt praktisk Arbejde, ikke for
Socialisterne alene, men for alle
Venner af Fremskridt, idet han
klart og tydeligt slaar fast paa
videnskabeligt Grundlag, at
Paa-standen om Overbefolkning er
grebet ud af Luften, og at det
tværtimod er en „underbefolket" Jord,
vi lever paa, og han paaviser,
underbygget med uangribelige
Kendsgerninger, at der kan produceres
Livsfornødenheder for et
Mangefold af det Antal Mennesker, der
nu lever. Dermed er al Snak om,

at Naturen selv, ved manglende
Ydeevne, lægger Hindringer i
Vejen for et Samfund, der er baseret
paa Velstand til alle,
uigenkaldelig slaaet ned. Dette er kun en af
hans mange fortjenstfulde Ydelser,
der ikke kan skattes højt nok, da
det jo er en første Betingelse for
al Socialisme og Fremskridt.

Krapotkin levede i Landflygtighed
det meste af sin Tid og tilbragte
mange Aar i Fængsler for sin
Overbevisnings Skyld. I 1917 rejste han
tilbage til Rusland, sikkert opfyldt
af Forhaabninger om, at se nogle
af sine Idealer realiserede gennem
Revolutionen. Han døde i 1921 i
Februar Maaned, og hvad han
oplevede at se af Revolutionen under
disse Aar har sikkert kun bragt
ham bitter Skuffelse. Bolsjevismen
blev det stik modsatte af det, han
ønskede som Svar paa det
Spørgsmaal han fremsætter i „Anarkisme
og moderne Videnskab" saaledes:
Hvilke Samfundsformer garantere
for et vist Samfund og for
Menneskeheden den største Sum af
Lykke, og, følgelig af Livskraft? —
Hvilke Samfundsformer tillader
bedst denne Sum af Lykke at
vokse og udvikle sig — d. v. s. tillader
Lykken at blive mest fuldstændig
og almindelig? — Men han har
selv paa fyldestgørende Maade
formet Svaret i sine Værker. Derfor
er han mere levende for os nu, end
nogensinde før, thi det er Peter
Krapotkins rige Aand, der vil blive
bestemmende for den kommende
Udvikling i Menneskehedens
Historie. .–.

-Nu!

Naar vi her i vort lille Land ser
paa Verdensudviklingen gennem de
senere Aar, faar vi et lille Indblik
i det, der kan vente os i de Aar, som
kommer; men samtidig maa man
forundres over den Mangel paa
Forstaaelse af det, der er sket, og
den fuldstændige Sløvhed for, hvad
der foregaar ude i Verden.

Men se paa det, og I vil se den
sorte Sky, der betyder Storm,
ganske langsomt hæve sig paa Himlen,
og 1 vil maaske begynde at tænke
paa, hvilke Modtræk der skal gøres.

Herhjemme har vi gennem flere
Aar staaet og trampet paa samme
Sted og kan ikke komme over det
døde Punkt — der mangler noget
til at hjælpe os over det; men dette
noget ligger hos os selv. Vi skal
selv Finde det frem og selv være med
til at bruge det.

Dette noget er
„Solidaritetsfølelsen", som desværre har ligget gemt
i længere Tid, men som maa frem
igen, om vi vil vor egen og hele
Menneskehedens Frigørelse, og ikke
som det er i Dag, hvor hvert enkelt
Individ kun tænker paa at bjerge
for sig selv.

Alle os, der har set, hvad
Udviklingen bringer, maa da snart være
ude over al denne Dyrkelse af egen
Person og naa hen til det Stand-

punkt. at skal der opnaas lige
Leve-vilkanr for alle Mennesker, er der
kun et, som duer — det er
Fællesskabets Samfund.

Men Tiden er kostbar, vi maa
kke ligge i Dvale. Udviklingen gaar
sin Gang, og inden vi véd af det, er
Lavinen over os. Tænk paa
Verdenskrigens Udbrud, den Gang gik
de fleste Mennesker rundt i en salig
Dumhed og troede ikke, der kunde
blive Krig mere, takket være falske
Profeter, der rendte deres Vej i
Stedet for at samle
Arbejderklassen til Kamp mod Kapitalismen,
som var den virkelige Aarsag til
Krigen.

Ønsker I at staa ligesaa
uforberedt, om det skulde ske i Dag, da
er det haabløst at skrive for Eder;
men vil I som tænkende Mennesker
være med i Kampen for en
retfærdig Samfundsorden, der er bygget
paa Fællesskabets Grundlag, da er
1 med os.

Vi vil det frie Fællesskabs
Samfund, der kun kan opnaas gennem
en Kamp mod ens eget egoistiske
„Jeg", en Kamp mod enhver
Personforherligelse, her gælder kun
Individets Opofrelse for
Fællesskabet.

Men samtidig kræves der af os,
at vi gør et mægtigt Arbejde for at
samle os i en enig, stærk
Kamporganisation og bliver enige om den
Vej, vi skal gaa, og de Midler, vi
skal bruge.

Denne Vej — den eneste ud af
Uføret — er den syndikalistiske.
Derfor er vi Syndikalister og vil
arbejde for at fa-a Arbejderklassen
og andre, der vil vort Maal, \\\ at
forstaa og benytte de
syndikalistiske Metoder, som kan indstilles og
bruges, efter som Forholdene
kræver det.

Og den syndikalistiske
Bevægelse er vort Vaaben, det Vaaben,
der til daglig kan bruges overalt
paa vore Arbejdspladser, men som
vi endnu ikke har lært at bruge,
men det skal læres, og vi skal ved
Brugen af dem, samtidig med at vi
opdrager hinanden til Overtagelse
af Jorden og Produktionsmidlerne,
faa Staten til at ryste i sin
Grundvold for tilsidst at faa den til
fuldstændig at sprænges, og vi vil da
selv overtage Kapitalismens
Fallitbo.

Og vid da det, at den Dag, der
skal gøres op med det nuværende
raadne Statsmaskineri, maa vi være
parate, den Dag kræver Mænd, som
vil den sociale Revolution, og for
hvem Indførelse af et frit
Fællesskabs Samfund er Maalet. L. H.

Sangkoret „Ferrer".

Dette Kor er kendt af de fleste
revolutionere Arbejdere og har gennem
Aarene smeldet sine Sange ud ved
baade Møder og Mindefester og —likke
at forglemme — naar vore Kammerater
lukkedes ud af de kapitalistiske Fængsler.

Gennem disse Linier gøres de
Arbejdere, der interesserer sig for Sang
opmærksom paa. at Koret har Brug for
flere Stemmer, særlig Tenorer.

Opmærksomheden henledes paa
Annoncen paa 4. Side angaaende Korets
Fastelavnsfest. O

_Skaf „Solidaritet" en Abonnentl_

Undertegnede tegner herved Abonnement paa „Solidaritet" for
Januar Kvartal 1925.

Belebet 35 Øre ££ ^

Navn:
Stilling:
Adresse:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 16:33:06 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/solidarit/0007.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free