- Project Runeberg -  Solidaritet: Organ för den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark /
3:2

(1925)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

2. Side

18. MARTS

Pariser-Kommunen.

SOLIDARITET

Nr. 3.

a-

Relief fra „Kommunardernes Mur" udenfor Pire Lachaice.

Den 18. Marts staar skrevet med
rødt, med Arbejderblod, i
Arbejderklassens Historie.

Det var den 18. Marts 1848 at
Berlins Arbejdere rejste sig til
Kamp for politiske Rettigheder og
efter heftige Barikadekampe jog
Regeringens Troper ud af Berlin,
den 19. Marts marcherede et
Fol-keiotr mod Slottet, imellem sig bar
de deres døde Kammerater fra
Ba-rikadekampene den foregaaende
Dag og Nat. I Slotsgaarden
stillede de Baarerne og Kongen blev
tvunget til at blotte Hovedet for
de døde, som hans egne Soldater
paa hans Befaling havde myrdet.
Det var ogsaa omtrent det eneste,
Arbejderne opnaaede, thi som
altid ved Gaderevolterne, var det
Arbejderne der ofrede Livet, medens
den nyopdukkende Kapitalisme i
l.y af disse Kampe byggede sit
System op og høstede Frugterne.

Dén 18. Marts, vi kender bedst,
er 1871, Pariser-Kommunens Dag.
Det var oprindelig ikke
Arbejderne, der den Dag indledede sin
Kamp mod Kapitalismen, mod
Udbytterne, men hele Paris’
borger-lifie Befolkning, der drevet af
Patriotisme, rejste sig og tog
Kommunestyrelsen i sin Haand.
Man maa vide, hvad der gik

forud for den 18. Marts 1871
for at forstaa disse Begivenheder,
der skulde udarte sig til Historiens
største, frygteligste og mest
umotiverede Blodbad. — Man maa
vide, at Napoleon den 3., der ved et
Statskup havde ophævet
Republikken og gjort sig selv til Kejser,
ved sin taabelige Udenrigspolitik
hav.de ført Frakrier ud i den ulvk-_
kelige Krig, der endte med det
franske Nederlag og det
absolutte Sammenbrud ved Sedan, der
gav Tyskerne uhindret Adgang til
Belejringen af Paris. I fem lange
Maaneder var Paris indesluttet og
udsat for det tyske Bombardement,
men trods den forfærdelige Nød,
vilde Pariserne ikke overgive sig.
Borgerne organiserede
Nationalgarden og fik 240,000 Mand under
Vaaben, og fik ved frivillige Bidrag
anskaffet sig 280 Kanoner, de
regulære franske Tropper i Paris,
talte 200,000 Mand, og de tyske
Belejringsstyrker talte ligeledes
200,000. Paris forberedte sig til
et stort Udfald, — da
Regeringen pludselig kapitulerede og
opgav Krigen, man fik
Vaaben-stilstnnd og begyndte at forhandle
om Fredsbetingelserne. Da raabte
Paris om Forrædderi og krævede
Kejserens Afgang og Republikken

Indført. I VnnbéristllHtnndsbctln
geléerne var del besluttet, at der
skulde udskrives Val« til en
Nationalforsamling, der skulde
«od-kende Freden. Disse Valg gav (II
Resultat at der ude fra dt franske
Provinser drog en Flok a den
sorteste Reaktion, Klerikale,
Bonapar-tister og Royalister ind mod Paris
og tog som Flertal
Nationalforsamlingen i Besiddelse. Med
Forfærdelse saa Paris den Strøm, af
Republikkens Modstandere, af dem
der havde ført Frankrig ud i
meningsløse Eventyr, styre mod
Paris, for at slutte en æreløs Fred.
Men Paris tav. Paris ventede af
denne Nationalforsamling, at den
vilde forstaa, at de fem
Maanedens Belejring havde lammet alt
Arbejde. Handel og Omsætning
i Paris, vilde forstaa
Befolkningens Lidelser, og hjælpe det
økonomiske Liv paa Fode igen, men
__Regeringen besluttede, at
ophæve det under Belejringen givne
Moratorium, at alle Veksler skulde
indløses den 16. Marts, al Husleje
skulde betales — den 16. Marts
og Salget af Panter fra
Assistents-huset skulde begynde den — 16.
Marts. Paris protesterede.
Forretningsfolkene mod Regeringens
Dekreter om Vekslerne, der vilde
medføre at ca. 50,000 Handlende
vilde gaa fallit, Lejerne mod at
Huslejen skulde betales den 16.
Marts og de fattige mod at deres
Panter skulde sælges paa et
Tidspunkt hvor de endnu ikke havde
været i Stand til at skaffe sig
Fortjenester da alt endnu hvilede
under Belejringens Tryk. Den 1.
Marts skulde de tyske Tropper
rykke ind i en Del af Paris, og Re-

Jjprinfr-^jjopnprnj; rlonnp

Bydel, men lod alle
Nationalgardens 280 Kanoner blive staaende.
Paris undrede sig, men slæbte saa
selv sine Kanoner op paa Toppen
af Montmartre.

Spændingen steg fra Dag til
Dag. Regeringen forstod intet,
hvor en Sinule Forstaaelse og lidt
Imødekommenhed vilde have
reddet hele Situationen og bragt
Forstaaelse til Veje, saa inan helt
kunne have undgaaet Rædslerne,
stillede man nye Fordringer og
spændte Ben for Forhandlingerne.
Nationalgarden valgte, gennem
Repræsentanter for mere end 250
Batailloner, en Centralkomite.
Nationalgarden krævede Ret til at
vælge sine egne Chefer.
Regeringen sagde nej, og forsøgte ved et
Kup, Natten mellem den 17. og 18.
Marts, at sikre sig
Nationalgardens egne Kanoner. En
Troppestyrke rykkede ud mod Montmar-

Typograferne forkastede Forliget

Hvem kastede Bomben?

Soin en Boinbe virkede Typo.
grafernes Afstemning, da det blev
meddelt Offentligheden, at Fagets
Arbejdere med et velrettet Spark
sendte Nedskæringsforliget tilbage
der hvor det kom fra.

Den sukkersøde Pille, som
Typografernes Tillidsmænd og
Bogtrykkerne tilsammen havdelavet til
Fagets Arbejdere, viste sig, da den
blev sendt tilbage til
Sammenrotternes Lejr og sprang mellem dem
som en Bombe, at indeholde giftige
Gasarter, som skulde ikke alene
sløve de typografiske Arbejdere,
men ogsea de øvrige Arbejdere i
deres Forhandlinger med
Arbejds-køberne.

Nu Bomben er sendt tilbage i
Modstandernes Lejr, virker dens
giftige Gasarter modsat paa
Arbejderne. Braget af dens Knald vil
vække Arbejderne og faa dem til
at se, hvad der var dem tiltænkt.

Men ogsaa paa anden Maade vil
denne Typografernes Afstemning
blive staaende i den danske
Arbejderklasses Historie som noget
særligt og betydende, idet Arbejderne
selv, uden om alle Føreres Raad

— baade de politisk moderate og
de saakaldte politisk revolutionære

— selv tog deres Skæbne i Haand,
og derfor vil denne Afstemnings
Resultat virke som et Memento og
bevise, at Arbejderklassens Søvn
ikke er vedvarende, og dens
Sløvhed og Ligegyldighed overfor sin
egen Skæbne ikke er kronisk.

Den velsparkede Bombe, som nu
Hor én Stund vil sprede Panik
blandt Arbejdernes Ledere" og

blandt Arbejdskøherne, vil gøre
Pliniken større, fordi Arbejderne
selv uden Førerhjælp ledet
af dét uforfalskede og ufejlbarlige
Klasseinstinkt traf Centrum blandt
sine Modstandere.

Hvem kastede Bomben?

De navnløse gav den Sparket.

I de kommende Dage vil
Forligets Fædre atter gøre Forsøg paa
at sammenbikse en ny Forligspille.
Maatte de typografiske Arbejdere
nu, hvor den øvrige
Arbejderklasses Øjne hviler paa dem med
Beundring og med Forhaabning, være
sig deres Opgave voksen og vise
den øvrige Arbejderklasse, hvilken
Vej den skal gaa for at fravriste
Modstanderne Indrømmelser.

Typografernes Stilling maa
siges at være overordentlig stærk.
Arbejdskøberne indenfor Faget
staar splittet i to stærkt
rivaliserende Fløje, og naar dertil kan
tilføjes, at Fagets Strejkekasse er en
af de stærkeste og mest solide,
forudsat at Midlerne er anbragt i
let likvide Papirer, og endeligt, at
intet andet Fag kan — som
Typograferne — i den Grad, som ved en
Bladstrejke lamme Modstandernes
Aktionsevne og -vilje, da er det
med fuld Ret, naar alle andre Fags
Arbejdere venter paa Parolen fra
Typograferne.

Det første Maalspark ramte
godt.

Send Bomben tilbage i Maalet
i^en. hvis det atter viser sig. at den
indeholder et Forligs giftige
Gasarter.

Typografer!

Af Dagspressens Omtale af Afstemningen ser vi, at en ny
Ar-stemning- skal finde Sted uden at de menige Kammerater og
Medlemmer først vil blive sammenkaldt til et Mede, og at den Mening
skal gøres til Troende, at der kun er en 25 Øre mellem Parterne,
og at derfor en ny Afstemning nok skal bringe Forlig i Stand.

Nuvel! I har med Ære hævdet Klasseprincippet: Ikke tilbage, selv
ikke med en skaldet 25 Øre, saa hellere Strejkens Savn og
Smalkost. Men det førende Klasseprincip maa være hremad1

Typografer!

Jer Krav var et Tillæg paa 10 pCt.

Husk dette ved den nye Afstemning!

tre, skød den forreste af
Nationalgardens Vagtposter ned, dette
Skud blev skæbnesvangert. Vagten
ved Kanonerne blev overmandet og
arresteret. Men nu viste det sig, at
man havde glemt at faa Heste med
til al slæbe Kanonerne bort, og
Soldaterne maatte saa tage fat, det
gik smaat, og da Paris vaagnede.

protesterede Borgerne, de dannede
efterhaanden en levnede Mur der
omringede Regeringstropperne. En
af Mairerne (Clemencau)
krævede at Generalen skulde lade den
haardtsaarede Vagtpost, man om
Natten havde skudt ned, bringe
til et Hospital, det nægtede
Gene-(Fortsættes Sidr 4).

Retningslinier for
„Revolutionært Arbejderforbund"

i.

Principielt Program.

I. Den revolutionære
Syndikalisme er Arbejdernes, paa
Klassekampens Grundlag, byggede
Bevægelse, som stræber efter at
forene alle Haandens og Aandens
Arbejdere i Økonomiske
Kamporganisationer, for at forberede og
praktisk gennemføre Befrielsen fra
Lonslaveriets og Statens
Undertrykkelse,

2 Dens Formaal er. gennem
Arbejdernes økonomiske
Organisationer. at skabe de Organer, der
gor del muligt for Arbejderne at
’»veridgc Produktionen og Forde-

,ngen af denne og dermed
ophæve den kapitalistiske Udbytning.

3. For at Arbejderklassen skal
kunne ophæve og erstatte det
kapl-talistiske System, maa de erhverve
sig teknisk og økonomisk Indsigt
og Erfaring med Hensyn til
Ledelsen af Produktion og
Omsætning.

4. Dette rker ved, a’. Anvjucine
tilkæmper sig e.: stadig udvidet
Kontrol over Stats-
Komniunale-og Privatkapitalistiske
Forebgen-(|er, ved Oprettelse af
Bedriftskontrol gennem Bedriftsraad, soin et
l.ed i de økonomiske Organisatu
-ner, "g ved at Aandens Arbejdere
paavirkes til al forene sig med

Haandens Arbejdere paa den
revolutionære Klassekamps
Grundlag.

5. Den revolutionære
Syndikalisme bygger paa den Opfalelse, af
de politiske Partier og
Lovgivningsmagten, ikke er i Stand til
at gennemføre Samfundets
socialistiske Nyorganisering, men at
denne Opgave, som i første
Række er af økonomisk Art, maa
gennemføres af de arbejdende
Massers økonomiske Organisationer.

6. Syndikalismen forkaster et
hvert centralistisk Diktatur: al
Magts Koncentrering i Hænderne
paa nogle faa ledende Personer,
denne Centralisme strider inod
Syndikalismens føderalistiske
Principper og forhindrer
Initiati-vet nedenfra, den lægger sin døde

Haand over Massernes skabende
Virksomhed og tilintetgør dermed
den sociale Revolutions sejrrige
Udvikling.

II.

A rbcjdftprogram.

1 Overensstemmelse med
foran-staaende principielle Program har
. Revolutionært Arbeiderforbund"
vedtaget følgende:

1. Organisationens Formaal er:
at rejse en Bevægelse blandt
Arbejderne for at faa disse til.
gennem faglige og økonomiske
Organisationer, at opbygge de Organer,
der skal danne Grundlaget for
Gennemførelsen af den sociale
Revolution, Arbejderklassens
okono-iniske Frigoielse.

2 Dette søges opnaaet ved:

al, drive et syndikalistisk Oplys-

ningsarbejde,
at, arbejde for
Fagorganisationernes Uafhængighed af de
politiske Partier,
at, udvikle Arbejdernes
Organisationer til Branche- og
Industriorganisationer,
at. udbrede Kendskab til, og
skabe Muligheder for Anvendelse
af de syndikalistiske
Kampmidler,

at, skabe en virkelig Kooperation,
der ejes og ledes af
Arbejderorganisationerne, samt
at, føre en hensynsløs
Propaganda mod Militær
(Magtinstilu-tioner) under enhver Form,

for ved alle til Raadighed staaende
Midler al bekæmpe det
kapitalistiske Samfundssystem Hl Fordel for
Arbejderklassen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 16:33:06 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/solidarit/0010.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free