- Project Runeberg -  Solidaritet: Organ för den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark /
4:1

(1925)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Solidaritet N:o 4 - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

SOLIDARITET

Organ for den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark.

Tilsluttet Internationale Arbejder-Association (I. A. A.)

Nr. 4

April 1925.

1. Aargang.

Frihed!

Der tales saa meget om Frihed,
ja, der har været talt, skrevet or
demonstreret for Frihed i mange
Aar, der har været kæmpet
blodige Kampe i Frihedens Navn for
Friheden; men hvad er det endt
med?

Slaveri selvfølgelig!

Hvad andet, naar der kun har
været faa Forkæmpere i den Fortrop,
der kæmpede for Frihed, og
Arbejderklassen ikke har eller villet
følge de Veje og de Midler, disse
anførte, men rendte i Halen paa
Frasemagere og Spækjægere, der
ikke vilde og aldrig vil anden
Frihed end den selv at herske.

Se den arbejdsløse, der Dag for
Dag trasker til og fra Kontrol,
han har omtrent tabt Troen paa
Sin egen Kraft og Troen paa
Solidaritetsfølelse mellem ham og
dem, der er i Arbejde, han er endt
i en haabløs selvopgivende
Pessimisme, som der skal meget til at
ryste ham ud af, ja, han har faaet
cn ftattdan Medynk m*d &in egen
Haablöshcd, at han takkende
modtager de Almisser, Staten
allernaadigst tildeler ham, uden saa
meget som at reagere imod de usle
Barmhjertighedsgaver, der er
traadt i Stedet for Retten til en
menneskelig Tilværelse.

Kalder i det Frihed —

Eller Lønslaven, der maa trælle
hver Dag paa den Arbejdsplads,
hvor han er heldig at have Arbejde
— hvilken ussel Moral har han
ikke faaet — udsat for Pres fra to
Sider maa han henslæbe sin Dag.
Paa den ene Side hatn og hans
Arbejdskammerater i indbyrdes
Konkurrence for om muligt at
holde længst Arbejde, paa den anden
Side Slavefogeden, der passer paa,
at intet Sammenhold mellem
Slaverne indbyrdes bliver til
Virkelighed, ja, han (Slavefogeden)
gaar endda saa vidt som at drive
Splid mellem dem indbyrdes.

Et sørgeligt Billede paa
den fri danske
Arbejderklasse.

Findes der saa endelig en Mand,
der gaar i Kamp for
Solidaritetsfølelsen, en Mand, der vil
Samling af Arbejderne, baade de
arbejdsløse og de arbejdende, saa
varer det ikke lang Tid, inden
hans Dage er talte paa den
Arbejdsplads, han bliver jaget bort,
og hans Arbejdskammerater rejser
sig ikke engang imod dette
Overgreb, de dukker blot Nakken og
træller videre.

— Slaver de er! —

Det skal vel ogsaa kaldes
Frihed?

Tag dig dog sammen,
Menneske, ryst denne graa Pessimisme
af dig, riv dig ud af det dumme,
abeagtige, sløvende Oogl, som har
omringet dig fra alle Sider, kom

Kapitalisten: Det er et Held for os, at Vaabnene i
Arbejdernes Hænder ikke er farligere end de Papirlapper. Saalænge
har vi intet at frygte.

Lock-out

Saa kom da Kampen, den
Kamp, der kan blive Indledningen
til det store Opgør.

For mange kom Konflikten
overraskende, men for de
nøgterne Betragtere af Udviklingen var
det givet, at det maatte gaa, som
det er gaaet. Vi har Gang paa
Gang her i Bladet slaaet fast, at
Arbejdskøberne følger en bestemt
Plan og har gjort det gennem en
Aarrække. Arbejdskøberne har
udnyttet den økonomiske Krise og
Arbejdsløsheden, har hvert Aar
etableret nogle Konflikter, der kun
havde til Opgave at tømme
Arbejdernes Krigskasser og lamme
Organisationernes Kampvillie. Deres
Hensigter lykkedes — tildels. Men
lidt for tidlig indtraadte den
økonomiske og industrielle Bedring,
og Arbejdsløsheden begyndte at
mindskes, naar hertil kom, at den
milde Vinter i Aar jo i nogen Grad
kommer Arbejderne tilgode,
forstaar man bedre Arbejdskøbernes
Nervøsitet og Hastværket med at

faa etableret en Konflikt — der er
jo nemlig en Fare for, at en
fortsat Bedring af Situationen ogsaa
vli sætte sit Spor i
Arbejderorganisationerne og gøre disse for
modstandsdygtige. Da der intet
Haab turde være om at bringe
Arbejdernes Organisationer længere
ned, maatte Konsekvensen absolut
blive Kampen.

Lockoutens skjulte
Opgave.

dog til Erkendelse om dit eget
Menneskeværd!

Bliv ikke ved at finde dig i den
Nedværdigelse, der bliver budt
dig, men rejs dig og kræv
Retfærdighed og Frihed!

Spræng de Lænker, som du i
din Sløvhed og Dumhed selv har
smedet, kast dette aandelige
Dos-meraag og gaa i Kamp for Frihed
og Retfærdighed under
Solidaritetens Banner, da vil du finde Glæde
og Tilfredshed i din Kamp mod
Uretten og Ufriheden.

Det første og bedste Paaskud
til at etablere Storkamp paa
skulde derfor udnyttes. Og da Lyngsie
maatte erklære, at han var pisket
nødt til at indkalde en Kongres,
før Arbejdsmændenes Svar kunde
foreligge, erklærede Langkjær, at
det kunde han ikke vente paa, og
saa havde Arbejdskøberne et, om
end tvivlsomt Grundlag, at starte
Konflikten paa.

Arbejdskøberne vilde Kamp og
var nødt til at låve Krig, om ikke
deres gennem mange Aar
tilrettelagte Taktik helt skulde bryde
sammen.

Hvad tilstræber da
Arbejdskøberne med denne Konflikt? —
Lønreduktioner vil de fleste vel
sige. — Nej, det er ikke det, de
vil — i første Omgang da.
Lockoutens Maal er for
Arbejdskøberne ikke en Kamp om et Par
Procent mere eller mindre til
Arbejdslønningerne, men et Snigløb mod
Arbeidernes frie Organisationsret,
man vil binde Arbejderne med et
nyt Septemberforlig, hvorefter
Retten til at tale med om
Arbejdsbetingelserne skal fratages
Arbejderne, gennem dette Forlig skal
Hovedorganisationerne for Efter-

tiden have Fuldmagt til at handle
med Arbejdernes Interesser. Det er
Centralismen i sine yderste
Konsekvenser, her tilstræbes, og naar
Konflikten har gaaet sin Gang i
nogle Maaneder, og vore
lockoutede Kammerater begynder at
tabe Modet, naar det til
Konfliktens Gennemførelse nødvendige
store Ekstrakontingenter har
tynget de arbejdendes Budget saa
længe, at disse begynder at miste
Taalinodigheden — naar kort sagt
Konfliktens Byrder har baade
moralsk og økonomisk udmarvet
Arbejderklassen og dennes
Organisationer, vil vi faa et Tilbud, blive
præsenteret for et Forslag, der
giver Arbejderne Pristallets 3 pCt.
og i nogle enkelte Fag et Par Øre
i Tilgift, og Arbejderne vil
triumfere og sige: Saa vandt vi
alligevel, saa var vi dog de stærkeste,
de vil vedtage Forslaget og
ganske se bort fra, at der i nogle
snørklede Vendinger er tilføjet
nogle Bestemmelser om fremtidige
Forhandlinger o. L, og dermed
bliver Sejren Arbejdskøbernes.

Derfor pas paa, Arbejdere,
Kampen drejer sig ikke om de 3
pCt., men om et Princip, og hvor
haard end Kampen bliver, hvilke
Ofre det end er nødvendigt at
bringe, saa skal vi kæmpe
Kampen til Ende paa en saadan
Maade, at vi bevarer vor elementære
Ret til, selv, ved direkte
Afstemninger, at bestemme om vore
Overenskomsters Indhold.

Det kan være, at
Arbejdskøberne ikke har Mod til at føre deres
Lockout til Ende, Langkjær har jo
i nogen Grad faaet en Del af den
offentlige Mening imod sig, og det
kan blive en medvirkende Aarsag
til, at han, i Ly af
Forligsinstitutionen, vil dække sit Tilbagetog
denne Gang.

Men Arbejdskøbernes Hensigter
vil stadig være de samme, og ved
den først givne Lejlighed vil de
slaa Arbejderne ned for at naa
deres Maal.

Kampen, som den føres.

Gennem Fagblade og
Dagspressen, kan man Dag for Dag følge
Arbejdsledernees Taktik, kan
følge Opstillingen af „Hæren" og for
dem, der hidtiil har tvivlet derom,
maa det nu være klart, at enhver
Udvidelse af Kampen vil blive
und-gaaet. De samvirkende
Fagforbunds Sympatistrejker og andre
Modforholdsregler, vil kun komme
til at omfatte de Arbejdere, man af
Sømmelighedshensyn er nødt til at
fjerne, for at de hele ikke skal
blive en Parodi. Der skal holdes de
flest mulige i Arbejde, for at der
kan blive saa mange som muligt til
at betale Strejkebidrag.

Man vil „sulte" omkap med
Kapitalen, og en
„Sultestrejke-Styr-keprøve" turde paa Forhaand blive
ret tvivlsom for Arbejderne. Vi kan
muligvis komme over det, fordi vi
er vant il at være paa Smalkost,
men de andre har deres
Forraads-kamre i Orden.

Vi skal gerne indrømme, at
Generalstrejken kan blive farlig —
for det borgerlige Samfund vel at
mærke, den kan udmærket blive
Indledningen til den sociale
Revolution.

Ved „Sultestrejke" kan vi ikke
slaa Kapitalen ned. Lad os dog saa
bruge det Middel — det eneste —
vi har, og sætte hele
Samfundsma-skineriet i Staa. Vi er angrebet som
Klasse, og vi maa slaa som Klasse,
det er Klassekamp, der raser, og
Klassekampens Vaaben er
Generalstrejke.
Enhver Kamp mellem Kapital og
Arbejde er et Led i den sociale
Revolution, og den Kamp, vi nu
oplever, bør blive det i højere Grad end
nogen tidligere. Vi ved jo alle, at
det er aldeles uden principiel
Betydning om vi faar et Par Øre mere
eller mindre i Løntillæg, thi disse
fattige Ører har Kapitalen jo taget
igen, inden der er gaaet 4 Uger —
gennem Prisforhøjelser.

Nuvel, Arbejderne har ikke villet
Kampen — denne Gang — og
Guderne skal vide, at deres
Organisationer saa sandt heller ikke er
indstille derpaa, men nu er Kameen
kommet, og nu skal vi kæmpe, lad
os saa stille de Krav op, der er
værd at bringe Ofre tor, som er
værd at tage en Kamp om.
Rejs Kravet om Bedriftsraad.
Kræv Kontrol med Fastsættelse
af Priserne paa
Livsfornødenhe-derne.

Kræv Pensionsret for alle
Arbejdere fra 55 Aars Alderen.

Kræv 7 Timers Arbejdsdagen
gennemført.

Det er Realiteter, der kan
kæmpes for, det er Krav, der er Ofre
værd.

Men der maa sættes andre
Magtmidler ind end „Sultestrejken".

Der skal etableres en, mod hele
det kapitalistiske Samfund rettet
Generalstrejke, samtidig med, at
Arbejderne organiserer
Levnedsmiddelindustrien, danner
Bedriftsraad og besætter disse
Virksomheder, samt beslaglægger de
tilstedeværende Beholdninger af
Levnedsmidler, der under Kontrol af
Arbejdernes egne Organer fordeles
blandt Organisationernees
Medlemmer.

Arbejderne maa tage
Konsekvensen af den af Arbejdskøberne
etablerede Klassekamp, og give
Svar paa Tiltale, vi vil ikke Aar
efter Aar udsættes for den
økonomiske Usikkerhed, der er en Følge af,
at Produktion og Omsætning er
underkastet Arbejdskøbernes
Vilkaarlighed, vi vil afskaffe
Aarsagerne til den sociale Uro ved at
ophæve Udbytningen og Lønslaveriet
vi vil den sociale Revolution.

HVIS DU IKKE kan tale, saa
kan den syndikalistiske Litteratur
gore det for dig. Hav den derfor
altid paa Lager. Spred den.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 16:33:06 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/solidarit/0013.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free