- Project Runeberg -  Solidaritet: Organ för den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark /
6:1

(1925)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Solidaritet N:o 6 - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Organ for den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark.

Tilsluttet Internationale Arbejder-Association (I. A. A.)

Nr. 6

Juni 1925.

1. Aargang.

Erobrer Værkstedet —
ikke Parlamentet.

I Stedet for at ødsle vore Penge
og vor Energi paa et frugtesløst og
formaa Isløst Forsøg paa at erobre
den parlamentariske Magt, maa vi
Arbejdere skaffe os Magten over
Produktionen. Vi maa søge at
erobre Kontrollen over Værkstederne
og ikke over Parlamentet.
Parlamentet tilhører Kapitalistklassen.
Med det har vi ingenting at gøre,
og vi behøver det ikke.

Naar vi har skaffet os Kontrollen
over Værkstedet, over Fabriken,
over Arbejdspladsen, skal vi
allerførst gøre Ende paa
Arbejdsløsheden gennem Formindskelse af vor
egen Arbejdstid for at gøre Plade
for andre. Vi nedsætter den til 6, 5
eller 4 Timer, alt efter Behov. Vi
fordeler Arbejdet paa alle Hænder,
og vi gavner paa denne Maade
baade os selv og de arbejdsløse. Da
har vi allerede gjort et stort Indhug
paa Fattigdommen.

Saa hurtigt, vi kan, skal vi siden
anvende hele vor organiserede
Magt til at tiltvinge os hele
Udbyttet af vort Arbejde. Vi skal ophøre
at deh Urib,T.’d
Kapitalistklassen, samtidig med at vi
overtager hele Ansvaret for
Produktionen og Omsætning for hele
Samfundets Regning, producerende for
Behovet og ikke for Fortjenesten,
aldeles som en stor Familie med
fælles Interesser.

Den Rigdom, som vi producerer
med vort Arbejde, skal saa ikke
tilfalde en Parasitklasse, som
ingenting udfører; men den skal komme
hele Samfundet til Gode. Da cr
Problemet løst. Da er
Fattigdommen for altid udryddet paa Jorden.
Den skal da snart være et
uhyggeligt Minde, en Genstand for
kommende Slægters undrende
Nysgerrighed og Medlidenhed. De skal
spørge hverandre, hvorfor deres
Hædre ikke før sluttede sig sammen
for at gøre Slut paa Elendigheden.

Da skal Opfindelser og
arbeidsbesparende Maskiner ikke længere
blive til Forbandelse for
Arbejderklassen; men til Velsignelse. I
Stedet for at stille Tusinder paa bar
Bund, berøvende dem deres Brød
’Jg dermed deres Mulighed for at
eksistere, skal hver ny Maskine
hilses med Bifald som Befrier fra
haiirdt og ensformigt Arbejde.

Maskinernes skal blive
Fremtidens eneste Slaver.
Kapitalistklassen skal vi velvilligt lade faa Lov
’i’ at lære samfundsnyttigt
Arbejde. Vil de ikke lære sig at gøre
Gavn for deres Brød, findes der vel
nok Opdragelsesanstalter, hvor de
kan anbringes.

Tom Morin.

RØD FLAGSANG!

Der har sineldet et Flag , den gryende Vaar,

i vor Ungdoms bedaarende Tid.

Det var forrest i Front i de stormende Aar,

det var med os i Kamp og i Strid,

det var med naar vi tabte, og med naar vi vandt,

det var hos os i Solskin og Slud.

Den har brust sine Sange, mens Aarene svandt,

denne blanke og blodrøde Klud.

Smeld ud over Landet din Oprørssang.
Du er hos os i Solskin og Slud,
og vi løfter med trodsige Næver den Stang
hvor du knejser, du blodrøde Klud.

■O–––––––––—

Der skal smeldc et Flag over Manddommens Aar,
hvor vi sindigt ta’r Tag efter Tag,
det skal lyse, naar Livet gi’r karrige Kaar,
og vi segner af smertende Slag.
Det skal melde om Glæde, naar Skæbnen gi’r Sorg
vi skal kæmpe og kun holde ud,
og engang fra vor stolte og straalende Borg,
skal du vaje, du blodrøde Klud.

Smeld ud over Landet din Oprørssang.
Vi skal kæmpe og kun holde ud,
og vi løfter med senede Hænder den Stang,
hvor du knejser, du blodrøde Klud.

Der skal smelde et Flag i de ældede Aar,

det skal suse en Mindernes Sang,

naar vi bøjede sidder med graanende Haar,

og vi vandrer med vaklende Gang.

Det skal smelde, naar Solsynket naar til vor Stol,

og naar Livsdagens Kraft ebber ud.

Naar vor Kamp er til Ende skal Aftenens Sol

glitre over dig, blodrøde Klud.

Smeld ud over Landet din Oprørssang.
Vi har kæmpet og vi har holdt ud.
og vi løfter med higende Hænder den Stang,
hvor du knejser, du blod r Ode Klud.

Oskar Hamtn

LOCK-OUTENS
AFSLUTNING

Vore Dages Lønarbejdere har
ikke Krav paa bare Brød, men
ogsaa paa Frihed.

(Chr Cornelissen.)

Mandag Morgen d. 8. Juni
genoptoges Arbejdet, og den største
Arbejdskonflikt, vi endnu har
oplevet her i Landet, blev bragt til
Afslutning.

Ser vi tilbage over de 12 Ugers
Kamp, saa er Billedet det, som saa
ofte har været skitseret og
kritiseret af Solidaritet, nemlig Kamp om
et Par Øre mere i Timen, og en
Kamp ført med Penge som eneste
Vaaben mod Modstanderne.

Da Arbejdskøberne indledede
Kampen ved at erklære Lockout i
Jernindustrien, valgte de netop
dette til at være Prøveklud, fordi
Sme-deforbundets Stilling er vaklende,
man stolede paa Patrioten I. A.
Hansen og hele hans Kobbel af
Sanifundsstøtter, og vidste, at
disse for alt vilde undgaa en
Storkonflikt, og at man der sikkert ikke
var uvillig til at afslutte
Overenskomst uden Dyrtidstillæget af
Februar. Kampen fik herved hele sin
principielle Betydning, thi
lykkedes det blot at faa begyndt, saa
kunde Turen altid komme til de
øvrige Fag Forsøget lykkedes; at
Smedene — ialt 22.000 Mand —
gik i Arbejde "den Dytidstillæg,
maa Slaa som en Skamplet paa
disse, som derved har gjort sig
selv til Forræddere over for den
øvrige Arbejderklasse, da deres
Handling kan faa mægtig
Betydning overfor den øvrige
Arbejderbevægelse i Fremtiden, og al deres

Overenskomst for en stor Del kom
til at præge de øvrige er jo ret
naturligt.

Det gik dog ikke helt efter
Ar-bejdskøbemes Beregning,
Arbejdsmændene vilde ikke bøje af, de
fastholdt Kravet om Dyrtidstillæg
og Tillæg til de laveste Lønninger.
Der var nu kun et for
Arbejdskøberne at gøre, at etablere
Storlockout, det har vist sig at være et
udmærket Middel til at faa de
stædige drevet derhen, hvor man
ønskede dem; at en hel Del blev smidt
ud. hvis Overenskomst var i
Orden, betød mindre, det var jo netop
disse, som skulde bruges til at
lægge et Pres paa Arbejdsmændene og
deres urimelige Krav.

At Kampen trods alt varede saa
længe, var Skylden den, at Midlet
denne Gang til dels svigtede.
Lyng-sie krævede Lønforhøjelser, og
dette skulde garanteres, ellers ingen
Arbejdsfolk paa Fabrikkerne, han
gav Fanden i Samfundshensyn og
offentlig Mening, det Skuespil
maatte være forbi, da disse Ting
stod over Arbejdsmændenes
Interesser.

Desværre var der ogsaa kun
Lyngsie i De Samvirkende
Fagforbund, som stod paa dette
Standpunkt, og at delte vilde føre en
Strid ind i D. s. F. stod enhver
klart, thi mellem disse gamle
prøvede Topfigurer, hvor
Borgfreds-politiken er sat i Højsædet, maatte

det virke som en Bombe, da
Lyngsie ikke vilde være med mere til at
snyde Arbejdsmændene.

Striden, som Modstanderne
havde haabet, blev dog kun mellem
Lederne og fik ikke den ønskede
Virkning, vel snarest det modsatte,
idet Lyngsie uden om D. s. F.s
Forretningsudvalg erklærede
Sympatistrejke for Transportarbejdere
og da forst viste, at han havde langt
storre Betydning end de fleste havde
tillagt ham.

Nu begynder Borgerskabet at
skælve, ingen havde ventet et
saadant Modtræk mod
Arbejdskøber-nes spillen Halløj med Arbejderne.
Selv Grædekonerne i
Farimagsgade kunde daarligt holde
Taarerne tilbage, deres
Snyltertilværelse kunde nemt faa et Knæk, han
skulde slaas ned, hvis han blev
saadan ved, Haabet om at snakke
ham til Fred var bristet.

I. A. Hansen lagde for med at
love Arbejdskøberne en
Overenskomst, som ikke skulde koste dem
en Øre mere i Timen, end den
gamle var paa, samt alle de
Smede, som der kunde findes
Anvendelse for, uden Arbejdsmænd, og
mente selv, at det vilde blive dem
allesammen.

Steincke opfordrede til Værn
om Skruebrækkerne, og dertil fik
han Staunings ug C. F. Madsens
Bistand, Marinus fik
„Social-De-mokraten" til sin Raadighed mod

Dansk Arbejdsmandsforbund, og
hele det øvrige Kobbel af Ledere
og Arbejdskøbere trak troligt i
samme Retning for at vælte Dansk
Arbejdsmandsforbunds
Kamptaktik, saaledes at Lyngsie og alle
hans Krav kunde tilintetgøres.

Trods alt staar
Arbejdsmands-forbundet endnu og med en
Lyngsie plantet mellem dem, som ikke
vilde makke ret, saa stærk som
nogensinde. Vel fik
Arbejdsmændene ikke, hvad de. fordrede, men
Prisreguleringen og foruden dette
endda en Forhøjelse af de laveste
Lønninger.

Lyngsie fik slaaet
Arbejdskø-bernes Krav oin Lønreduktioner
saa grundigt ned, saa der gøres
der sikkert ikke noget Forsøg
foreløbigt, dette Eksperiment har
sikkert ikke været dem helt billigt.

Begynde at trække Linier op for,
hvad der skulde have været gjort,
er nu til ingen Nytte, men at Kamp
paa den Maade er Idioti, maa vel
enhver Arbejder kunne forstaa;
dem, hvis Hjem er ribbede for alt,
forstaar det vel nok bedst, ellers
— ja, elleçj. er der vel kun al
henvise dem, srmikke forstaar det, til
en Daareanstartr^

Har Arbejderne derimod lær,t«at
den Form for Organisation aldrig
kan blive til andet end
Understøt-telseskasser og Levebrød tor
enkelte Personer, ja, da har de faaet
den største Gevinst, som de saa
blot skal se at faa noget ud af.
Udbyttet af disse Erfaringer maa
være at omskabe hele den
nuværende Fagorganisering, hvor
Arbejderne er splittet paa
Arbejdspladsen i en Masse forskellige
Fagforeninger, til Industriforbund,
thi uden dette er og maa Talen om
Bedriftsraad være Pjat.

Ønsker Arbejderne at staa
organiseret, saaledes at de bliver en
AAagt over Arbejdskøbernes
Overgreb, da er Tiden sikkert moden
til at begynde nu, ikke med at
sætte andre Ledere op, men selv
tage Sagen i sin Haand, selv tage
Ansvaret for sine Handlinger og
selv tage Frugten for sit Arbejde.

Det vilde sikkert snart vise sig,
naar Arbejderne tog Magten i
deres Fagforeninger fra Lederne, at
Kampe paa flere Maaneder med
Sult og dens Kvaler vilde
forsvinde, de fandt snart paa Midler, som
var bedre end dem, som C. F.
Madsen og I. A. Hansen kender.
Arbejderne maa ikke tro, at dem, som
snylter paa deres Bekostning, selv
omskaber Organisationerne,
saaledes at disse bliver i Kontakt med
Udviklingen.

Nej, dertil har de sat sig for
godt til Rette, og for dem gaar det
saa udmærket.

Nu maa vi selv tage fat i
Organisationerne! Ud med alle de
politiske Spækjægere, frem med
industriel Organisering og direkte
\ktion. —.—

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 16:33:06 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/solidarit/0021.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free