- Project Runeberg -  Solidaritet: Organ för den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark /
6:3

(1925)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nr. 6.

SOLIDARITET

SOLIDARITET

Organ for den syndikalistiske
Arbejderbevægelse Danmark.

Udgivet af revolutionært
Arbejderforbund.

Tilsluttet Intcrnationnle Arbejder
Association (1. A. A.)

Redigeret af et Udvalg.
Ansvarhavende: H. Larsen.

Redaktion og Ekspedition:
Smedegade 4. Kj.
Aabent hver Tirsdag, Lørdag
fra 6-8

Ch»rles F Petersen. Kobenlmvn

Fremtiden.

Partipolitik, Centralisme
betyder Tvang or Fordummelse.
Økonomisk Klassekamp, Føderalisme
betyder Frihed og Oplysning, og
saafremt Arbejderne skulde vælge
efter dette, var de sikkert ikke i
Tvivl om, hvad de skulde vælge,
men det er desværre ikke
Fornuften og Retten der er det raadende,
i det nuværende Samfund. Den
Statsmand, som en Gang har sagt,
man maa forbavses over, med saa
lidt Klogskab Verden regeres, har
fuldkommen Ret. Verden vil
bedrages og Arbejderklassen ikke
mindst.

Kort efter at
Fagorganisationerne opstod, var der en Del Folk,
som saa, at disse kunde bruges ti!
andet end at frigøre
Arbejderklassen fra Kapitalens Aag, nemlig
give den enkelte større Magt og
Indflydelse. Naar blot man gik
frem med Forsigtighed kunde man
komme højt op i Samfundet, og
samtidig fik man lukket
Arbejdernes Øjne for
Fagorganisationernes virkelige Formaal, Kampen
for den økonomiske Frigørelse.
Det kunde ske ved at drage
Fagorganisationerne ind i et politisk
Parti, dette var den første
forræderiske Tanke overfor
Arbejderklassen, og dermed var
Arbejdernes politiske Parti,
Socialdemokratiet, fra Fødselen bygget paa
Forræderi imod Arbejder-Klassen.

Man maa lade
Socialdemokratiet, det har forstaaet sine Sager
godt, ikke saa faa Landes
Arbejdere har fulgt det i tykt og tyndt
og hævet adskillige af Partiets
Folk op til Samfundets Top, uden
at Arbejderklassen i mindste
Maade selv er blevet frigjort af
Kapitalens Aag.

Uon danske Arbejderklasse
jub-’cr over, at cn af dens egne er
blevet Statsminister, en
forhenværende Bydreng og Cigarsorterer. Vi
vægrer os dog ved at tro, at den
danske Arbejders Taalmodigt^
er saa stor, at det er ham nok, at
en Stauning ved hans, hans
Faders, og maaske Bedstefaders
Hjælp, med et X paa
Stemmesedlen, er kommet saa højt op i
Samfundet. som et Menneske kan
komme, medens lian selv. hans Hustru
og Børn maa lide alle Lock-outens
Helvedeskvaler, med Sult og Savn
"g Lediggang, i saa Fald er det
haabløst at tale til den danske
Arbejder.

Nu har Arbejderne i den sidste
Menneskealder ene og alene
helliget sig ændres Ve og Vel, nemlig
Partipolitikernes, ja har endda
været parat tiil at gaa ud i
Generalstrejke for at sikre disse Herres
(Zahle, Staunings) politiske
Stll-• linger, medens Arbejderne under
Lockouten troligt sultede i flere
Maaneder uden at disse Hrr.
Politikere, en eneste Gang greb til
samme Middel, eller blot truede
dermed for at værne Arbejdernes
Hjem. Af dette lærer Arbejderne,
at de maa stole paa sig selv i den
økonomiske Kamp, de lærer deraf,
at Fagorganisationerne maa
bygges saaledes op, at slige
sindssvage Sultekonkurrencer bliver
umuligt i Fremtiden.

Socialdemokratiets Formand,
Stauning, og De samv. Fagfs.
Formand, C. F. Madsen, begge to
Arbejderklassens Repræsentanter,
undser sig ikke for at godkende,
at en Arbejder skal nøjes med ca.
50 Kr. ugentlig, medens de selv
umuligt kan nøjes med mindre end
indtil 4 a 500! Kr. ugentlig, dette
er sikkert ikke noget for den
danske Arbejder at juble over. Det
hører ingenlunde til
Sjældenhederne, at fattige Proletardrenge
svinger sig op til betydende Mænd i
Samfundet. Midlerne, de bruger,
er blot forskellige, men et har de
alle tilfælles, de medfødte Evner,
en Gave, som kun Naturen kan
skænke dem. Stauning har igennem
Socialdemokratiet brugt den
ærlige Arbejder til at løfte sig op.

Det samme ønsker nu en Ernst
Christiansen igennem
Bolschevik-partiet, men Arbejderne har
gennemskue! dem, og ønsker ikke at

lægge Ryg til, da Arbejderklassen
jo ikke derved bliver økonomisk
frigjort, hvad den russiske
Arbejderklasse er et reelt Vidnesbyrd
om, da Intet enkelt Parti, selv om
det kalder sig Arbejderparti, kan
afvikle det kapitalistiske
Samfundssystem, dette kan kun en
Bevarelse, der udgaaet fra
Arbejderklassen, breder sig gennem alle
Samfundslag.

Det Skuespil de 2 ovennævnte
politiske Partier opviste for aabent
Tæppe paa Fælleden 1ste Maj,
med brækkede Arme, blaa Øjne
og knækkede Fanestænger, vidner
just heller ikke om nogen
synderlig stor kulturel Oplysning hos
disse, og alle maa harmes over, at de
heller ikke betænker sig paa at
trække den internationale
Arbejderklasses Banner, Symbolet for
vor Klasses Kamp for Friheden,
den blodigrøde Fane — ned i
Sølet.

Gaar det først rigtigt op for
Arbejderne, at de kun bliver brugt i
et politisk Parti, til nogle enkelte
Partifællers Fordel, varer det ikke
længe, førend de pakker Randselen
og siger dette Farvel, og helt og
holdent helliger sig de økonomiske
Organisationer.

Socialdemokratiet og De samv.
Fagf. er nøje knyttet til hinanden.
De samme Folk gaar igen i De
samw Fagf., i Partiet, i det
socialdemokratiske Ministerium, i de
socialdemokratiske
Kommunestyrer Landet over, overalt er det de
samme Folk der er Ledere, dette
er uholdbart, da en C. F. Madsen i
De samv. Fagf. ikke bekæmper den
samme C. F. Madsen i det
socialdemokratiske Regeringsparti, eller
en I. A. Hansen i Københavns
Kommunestyre, ikke bekæmper den
samme I. A. Hansen i Dansk
Smede- og Maskinarbejderforbund,
enhver fornuftig tænkende Arbejder
vil kunde forstaa, at dette
Dobbeltspil ike kan fortsættes.

Det er en historisk
Kendsgerning, at alt begrænses, kulminerer,
ogsaa Centralismen. Det danske
Socialdemokrati og De samv. Fagf.
som konkluderer i den stinneske
Centralisme, er i Dag stillet
overfor denne historiske Kendsgerning.
Tiden er nu inde, hvor Arbejderne
maa føre deres økonomiske
Organisationer, Fagbevægelsen, ud af
De samv. Fagf., Centralismen, og

over i Decentrallsmcn,
Føderalismen. derved gives dein den
Slagkraft tilhage, som de mistede
under Centralismen. Rent administra-

tionsmæssigt spares en Masse
Penge.

Kampen maa for Fremtiden
ikke føres som Sultekonkurrence,
hvor Arbejderne altid vil blive de
underlegne, indirekte, gennem
Dyrtiden, der følger efter, men som
Gurillakrig. Dermed er
Arbejderne til enhver Tid Herrer over
Produktionen, da en organiseret
Obstruktion og Sabotage paa
Arbejdspladsen vil have samme
Virkning paa det kapitalistiske
Samfundssystem, som den stærkest
dræbende Gift i et Menneskes
Føde, og dermed er Grundlaget for
Dannelsen af de for Arbejderne
virkelige gavnlige (ikke
Borgbjergs) Bedriftsraad lagt, og Vejen
ligger aaben for den danske
Arbejderklasse til helt at erobre den
økonomiske Magt. n.

Syndikalismens Betydning
Jor Arbejderne.,,

En Række Udtalelser.

Syndikalismen er den
Klassebevægelse, der indser, at Arbejdernes
Ret over Fabrik og Værksted skal
anerkendes; denne Erobring, denne
Arbejdets Frigørelse, kan kun ske
ved Arbejderne selv.

I Stedet for Tilliden til Præstens
Gud, i Stedet for Tilliden til
Politikernes Magt, indskærpet det
moderne Proletariat, sætter
Syndikalismen Tilliden til sig selv; i Stedet
for Handlingen under Guds og
Magthavernes Formynderskab
sættes Lønarbejdernes „direkte
Aktion" i den sociale Revolutions
Aand.

Følgelig proklamerer
Syndikalismen Arbejderens Pligt til at handle
selv, til at kæmpe selv,
uomgængelige Betingelser for hans
fuldstændige Frigørelse. Som Bonden
kun kan høste i Kraft af sit
Arbejde, vil Proletaren kun kunne
nyde sine Rettigheder i Kraft af
personlige Anstrengelser.

Som man ser, modsætter
Syndikalismen sig Gudsidéen og den
politiske Magts Frigørelsesevne. Den
paastaar, at den sunde Fornuft
nægter et Forsyn, der kun er
Drivkraft for menneskelige Handlinger,

og t Mennesket kun skulde vääwr

en M;i i itv ude af Stand til at
tønke il; kåbe. Dem i st nægter

sig selv bi-sltlU r en Evn? til
reformatorisk Fremskridt, I Kraft af
hvilket Samfundets Lykke skulde
afhænge af Statsmagtens
Godtykke. Tværtimod! Statsmagten
kan ikke disponere over
Samfunds-lykken; denne gives ikke; det er
over Statsmagtens Evne.
Sam-fundslykken skabes og erobres.

Men medens Syndikalismen
afviser al Mysticisme af enhver
overnaturlig Indblanding, medens den
afslaar Magthavernes „Omhu" for
Arbejdernes Velvære, afviser den
ingenlunde de Arbejdere, der er
opfyldte af religiøse Idéer eller har
Tillid til Politikernes Reformiver.

Syndikalismen er nemlig den
Enhedsbevægelse, ved hvilken
Arbejderne bekæmper en fælles
Fjende, Arbejdskøberne.

Og engang i Bevægelsen vil den
religiøse Arbejder, den politisk
interesserede Arbejder i Kraft af
selve Bevægelsens Aand og
Handlinger fjernes fra enhver Idé om
noget overnaturligt og fra enhver
Tro paa, arbejdervenlig politisk
Intervention.

Var det ikke saaledes, vilde
Syndikalismen ikke længere være
Arbejdernes Frigørelseskamp, men
kun en Side af denne; den vilde
medvirke ved et Arbejde under
Inspiration og under Førerskab enten
af den guddommelige Magt, som
Le Sillon (kristelige, katholske
Demokrater) ønsker det af politiske
Partier, som det socialistiske Parti
ønsker det, eller af Regeringen,
som Politikere af alle Partiet
ønsker det — lige begærlige efter
Magten for at kunne dirigere og
regere Arbejderklassen.

Griffuelhes. **

»

I det moderne Samfund er
Menneskene skilte i to skarpt
afgrænsede Klasser.

De fattige, de undertrykte, de
regerede Producenter, de
udbyttede, de udplyndrede, har Interesse
i at forene sig for at forsvare sig
imod de riges Klasse, mod
Undertrykkerne, de regerende, de
udbyttende, Udplyndrerne, Snylterne,
der paa deres Side understøtter
hverandre.

Ved den moderne Syndikalisme

et Instrument for Demokratiet og
saaledes ikke bliver i Stand til at
opnaa den ringeste Fordel for sig
selv, men lader sig fange i de
politiske Konsekvenser af dette
Kompromis.

Kongressen opfordrer
Arbejderne i alle de Lande, som er ramt af
Diktaturets Raseri, at bevare
Troen paa Klassekampen. Der
hvor de tilfældige Forhold
forhindrer de faglige Organisationers
rt-gulære Virksomhed, maa
Masserne forene sig paa selve
Arbejdspladserne — i Fabriker,
Jordbrug og Transportindustri, —
da den virkelige Kamp mod
Diktaturet ikke alene falder sammen
med Arbejdermassernes Rejsning
"ver hele den samfundsmæssige
Produktions Linie, men ogsaa
bliver Betingelsen for enhver
Opstand mod selve Diktaturet.

Resolutionen mod de politiske
Forfølgelser.

I A. A.s 2. Kongres har med
Indignation skaffet sig Kendskab til
di uafbrudte Forfølgelser, som
allerede i mange Aar har raset mod
den revolutionære Bevægelses

Forkæmpere i de forskellige
Lande.

Kongressen protesterer inod de
fortsatte Lidelser, som tilføjes
vore Meningsfæller, og opfordrer
Magthaverne til at frigive Ofrene
for Klassekampen og den sociale

Reaktion.

De Forfølgelser, som de
revolutionære i Rusland er udsat for,
kræver en særlig energisk Dom fra

Verdensproletariatets Side, da en
saakaldt socialistisk
Raadsrege-rings Undertrykkelse af
Ytringsfriheden er en tusind Gange større
Forbrydelse, Kongressen
opfordrer alle sine tilsluttede
Landsorganisationer aldrig at slappes i
sin Agitation for Befrielsen af de
revolutionære Fanger, soni fylder
de bolschevistiske Fængsler.
Kongressen sender de fængslede
Kammerater i alle Lande en broderlig
Hilsen og forsikrer, at de
revolutionære Syndikalister over hele
Verden skal virke for deres
Befrielse.

I. A. A. og den praktiske
Dagakamp.

I Betragtning af, at Internatio-

nale Arbejder Associations Maal
er Tilintetgørelsen af enhver Form
for Lønslaveriet samt Statens
Afskaffelse, et Maal, som kun kan
naas af en klassebevidst,
organiseret, revolutionær Arbejderklasse,
i Betragtning af, at den praktiske
Kamp for bedre Leveforhold for
Arbejderne indenfor Rammen af
det kapitalistiske Samfund er af
stor Betydning saavel for
Udviklingen af Arbejderbevægelsens
revolutionære Initiativ som for
Højnelsen af Levestandarden paa alle
Livets aandelige og materielle
Omraader.

1 Betragtning af, at Afskaffelsen
af Arbejdsløsheden, som gør Livet
utaaleligt for Millioner af
Arbejdere, er blevet en nødvendig
Opgave for Øjeblikket;

at Arbejdsløsheden delvis
skriver sig fra Overproduktion, som
har sin Grund i, at Produktionen
ikke er afhængig af Folkets
nødvendige Behov, men af
Kapitalismens Interesser og
Arbejdslønningernes låve Stilling;

at man ved alle
Produktionsmidlers videnskabelige Fuldkom-

menhed har opnaaet denne
øjensynlige Overproduktion;

at den maskinelle Produktions
Fremskridt nødvendig maa følges
af en tilsvarende Nedsættelse af
Arbejdstiden, da Fordelene af
saadanne Fremskridt ikke engang
under det kapitalistiske System
udelukkende kan gives til
Indehaverne af de sociale Rigdomme;

videre i Betragtning af, at 8
Ti-mersdagen indenfor den moderne
Industri, ifølge de videnskabelige
Forskningers Resultater,
indebærer et Forbrug af Livsenergi og
kræver en Grad af Afpasning, som
overskrider Menneskets fysiske
Modstandskraft;

at der indenfor en Del
Industrier allerede praktiseres 6
Timers Arbejdsdag, erklærer
Kongressen, at I. A. A. med alle til
Raadighed staaende Midler skal
understøtte enhver Aktion og
Kamp, som har til Hensigt at
forbedre Arbejderklassens Stilling.
Kongressen appellerer til alle
Arbejdere om virksomt at tage Del i
enhver Aktion for 6 Timers
Arbejdsdag.

I. A. A.s Stilling til
Dawesoverenskomsten.

, I. A. A.s 2. Kongres fordømmer
paa det kraftigste den saakaldte
Dawesoverenskomst, som er en
direkte Følge af den skammelige
Versaillesoverenskomst, og
ligesom denne bærer den
imperialistiske Politiks Stempel i Panden.
Denne Overenskomst, som bare
har til Opgave at sikre visse
Kategorier af den internationale
Finanskapitalisme og Storindustris
Herrevælde over Verden,
indebærer ingen Fredsgaranti, men
derimod en giftig Kilde til fortsatte
nye økonomiske Konflikter, hvoraf
nye Krige naar som helst kan
udvikle sig.

Den internationale
Imperialisme, som undertrykker Tysklands
Arbejderklasse, truer samtidig
Proletariatets økonomiske Stilling
i andre Lande, da den
systematiske Udpumpning af Tyskland
ubetinget maa føre til en Række fort-

■ iC ’’ - ’ "

satte økonomiske Kriser i de "
rige Lande, hvorved Arbejd
sen paa Naade og Unaade

(for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 16:33:06 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/solidarit/0023.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free