Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klædningen gik paa langs af huset, og der var
en gammel, bred trappe med et tag paa fire tykke
søiler. Og græsset groede stivt og høit paa
gaards-pladsen mellem de gamle udhuse, som tidens tand
havde tæret saa paa, at dørene ikke sluttede, og
tagrenderne var skjæve.
Men alle gangene i den gamle have var
tilgroet med græs, høit, frodigt græs mellem de
krogede æbletrær, der stod altfor tæt, stængte
lys og luft ude for hinanden og bar smaa,
ormstukne æbler, som ingen høstede. Nederst nede
i haven var der en smal, fugtig allé med
him-melhøie aspetrær; det ruslede og tuslede saa
underlig melankolsk der høit oppe i aspetræets blade.
Og det var paa stille, solhede dage den eneste
lyd, der hørtes i den store have.
Der boede de tre søstre, frøken Ulla, frøken
Betha og frøken Imeline, og der havde de boet
alle sine dage, helt siden faderens, den gamle
krigskommissærs, tid. De var nu mellem femti
og seksti aar alle tre, og deres forældre var døde
for aarrækker tilbage. Men lige til det sidste
levede den gamle fru krigskommissær i en
umaade-lig forbauselse over, at hendes døtre ikke blev
gifte. Hun talte ikke længe med et menneske,
før denne store skuffelse kom frem : «Men kan De
skjønne, at mine døtre skal gaa der ugifte? —
Noget saa underligt skulde én aldrig se, — tre
dannede, pene piger, uden nogensomhelst lyde;
én pleier da ialfald at blive gift, —» og de
smaa, lyse øine i fru krigskommissærens fede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
