Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Kjære, gaa en tur da, vennerne mine, det er
trist for Dere at sidde hos mig.»
De turde ikke græde, saa moderen saa det;
og ugen gik, og en aften sent, saa hun stille op
paa dem, smilte, — et underligt jublende smil,
syntes de siden, og øieblikket efter var den lille
fru Hocli over paa den anden side.
Og nu var det morgenen efter denne aften.
Det bankede paa døren. Det var
pensionsvertinden, frøken Skabo. En underlig, mørkøiet kvinde,
med et intenst, vedhængende blik. Man saa med
et eneste øiekast, at hun var sterkt religiøs. Det
var ikke den glade kristendom, frøken Skabo
udøvede, det var mere et slags fatalisme, den
sorteste mystik, forudbestem melser og varsler og given
sig hen i stemninger. Især var frøken Skabo en
ren virtuos i stemninger. De brune, hængende
øine stod aabne med et ubestemt, underligt blik,
men sjælen var væk, — det hændte, at hun maatte
ruskes i, før hun kom tilbage til denne verden.
Hun levede forresten udelukkende for kirkegang
og veninder. Naar kirkedørene et øieblik paa
dagen var aabne, var frøken Skabo der, og
veninder var paa op- og nedgang i pensionatets trappe
den hele dag. Der var omfavnelser og kys ved
hver eneste afskedstagen, og bibelsteder blev raabt
ned igjennem trapperne til trøst for de bortgaaende.
Uagtet disse sine religiøse interesser forstod
frøken Skabo sig dog ganske godt paa denne verdens
forretninger. Pensionatet gik godt, det havde ord
paa sig for kristelighed, og der blev holdt morgen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
