Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maaltiderne, disse triste, døde maaltider, hvor alle
disse kvinder sad der tause, hver i sine sorger og
glæder, rundt det lange bord, og hver især
krav-sede blot for sig, — for det salte, opskaarne kjød,
for melkemuggen og det ferske brød. Det gjaldt
jo at faa det mest mulige ud af sine 50 kroner
om maaneden.
Og fælles for alle var følelsen af, at hun
netop blev tilsidesat, og alle de andre foretrukket.
De havde et øie paa hver finger for de
indrømmelser, alle andre end de selv fik.
Livlig passiar fandt aldrig sted ved
pensionatets lange bord. For ingen troede hverandre,
bogstavelig ingen. Om det saa bare var stolene,
var der krig om dem. «For nu ved jo enhver,
— eller burde vide —,» sagde den skindmagre
fru Blehr, «at den stol med den bløde pude har
jeg taget til min, men tror De, jeg nogen gang
faar nyde den? — væk er den.»
Men frøken Skabo sad komplet uanfægtet
bag themaskinen og lod sit brændende,
beduggede blik glide dvælende omkring. Ingen af
hendes pensionærer for tiden var hendes søstre i
aanden, saa hun sad der uinteresseret og
overlegen. Hun havde rigtignok gjort et par svage
omvendelsesforsøg ligeoverfor Malli, men Malli
var bleven ræd og flygtede ind til Olga, saa der
var intet kommet ud af det. Frøken Skabo sad
aldrig saa længe tilbords, som hendes pensionærer.
Det var dem, der troede, at hun paa en fin maade
vilde antyde: «Se, —■ dette nøier jeg mig med,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
