Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tæt op til hinanden sad de alle sammen i det
lille aflange rum midtskibs.
«Det kommer an paa, om han ikke frisker
paa udover dagen,» sagde baadsmanden med den
flade, blaa hue.
«Desto bedre,» sagde konsulen. «Desto bedre,»
raabte alle damerne.
«Ja, for han har ikke været at stole paa de
sidste dage,» sagde baadsmanden. Vinden tog i
det store seil; de satte udover fjorden. Elisabeth
følte sig mere bevidst lykkelig, end hun kunde
huske, at hun nogensinde havde været. Det var
sommeren og det var solen, og denne jublende,
frie følelse ved seiladsen, og — og — det var
ham, der sad her lige ved hendes side, tæt op
til hende. Hun blev muntrere, end hun pleiede,
rent overgiven glad med pudsige indfald; hun
satte liv i det hele. Med én gang følte hun, at
konsul Bodom greb hendes haand og trykkede den
sterkt, næsten knugede den, useet af alle de
andre. Elisabeth blev med én gang stille. Hun
likte det ogsaa, men maaske del dog ikke netop
var en agtelsesfuld maade, han her behandlede
hende paa. Hun forsøgte at trække sin haand til
sig, men kunde ikke faa den løs, useet af de andre.
«Hvad gaar der dog af Dem, frøken Ely?»
blev der spurgt. «De er bleven saa stille, — er
De sjøsyg?»
Det friskede paa, som baadsmanden havde
sagt; sjøen gik høiere, baaden lagde sig mere
over; frøken Rasch jublede høit for hver ny sjø.
10 — Som kvinder er.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
