Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
FARTEN OVER THJORSA.
og Floder. De førstnævnte troer jeg dog næsten jeg lor
storste Deten blev færdig med den Dag; men saa havde jeg
dem til Gjengjeld ogsaa efter desto større Maalestok. Thi for
Hesten var der ikke Tale om at folge en vis bestemt Vei,
men snarere om at hoppe fra Tue til Tue, for ikke at synke
ned i Bløden imellem dem. Hesten gaaer vel temmelig
sikkert paa en Mose eller en blod Eng; de ere jo dens
Barndoms Legeplndse, hvor den er vant til at hoppe og
dandse; men undertiden kan den alligevel komme galt afsted.
Naar Mosen bliver for blod, og naar Hesten plumper i et
saa dybt Dynd, at Rytterens Fødder slæbe langs Marken,
er det just ikke saa behageligt at sidde paa Hesten,
ligesom naar den synker ned og ligger med Maven paa en
Tue og ined Bagbenene i et blødt Hul. Rytteren kan da
prise sig lykkelig, hvis det udholdende Dyr stadigt har
Fodfæste til Forbenene, thi saa hjelper det sig nok op. Efter
nogen Tids Ridt fra Evrarbakki kom jeg till’jorså, det andet
af de betydelige Vanddrag, der gjennemskærer den store Slette,
over hvilken min Vei i Begyndelsen gik; denne Slette
be-græudses mod Ost af Eyafjalla-Jökuli og Hekla, men mod
Nord strækker den sig op lige til Bjergene foran
LangjO-koll. I’jorsii har sin fornemste Kilde paa llofsjökull; den
er en strid Flod, der fører eu betydelig Vandmasse. Da
jeg satte over den, var der en Baad eller en saakaldet Færge,
hvori den Reisende føres over, medens Hestene med Liner
trækkes bagefter Haadeu ved Hjelp af et om Underkjæbeu
slaaet Toug, i hvis anden Ende Baadkarlen holder. Der var paa
eengaug noget Vildt og Pragtfuldt i at see deres Arbeldeu
i det dybe Vand, den med Næseborene optrnkne Overlæbe,
der viste den hvide kraftige Række Tænder, de rullende
Øine, de kraftige Svømmetag, og i at hore deres Prusten — man
saae, at man havde et Naturliv for sig. Efter et kvarteers
Roning, uuder hvilken ikkuu et Par kortere Vadesteder midt
i Floden tillode Hestene at tage en lille Hvile i Svømningen,
naaede vi lykkeligt den anden Strandbred og fortsatte Reisen.
Jeg begyndte nu at lære at kjende, hvad Vand vil sige; eu
mindre Aa ved Navn Raudalækr, omtrent, saa stor som
Fyrisaaen ved Upsala, maatte vi sætte atten Gange over, oy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
