Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IiONSREini
155
ikke ret hvilket. Jeg befandt mig her en Søndag, og idet jeg
stod paa en lille grøn Høi paa den kon nogle faa Skridt rundtom
Kirken indtagende Kirkegaard, borte jeg paa Sangen fra den
forsamlede Menigbed, som rigtignok var ringe i Tal, men
hvis andægtige Stemmer syntes at bevise, at de, der vare i
Forsamlingen, følte Betydningen af de Ord: »Hvor To eller
Tre ere forsamlede« o. s. v. Solen skinnede klart og venligt
den Dag, og Alt rundtomkring var saa tyst og stille: kun en
sagte pibende Spove lod sig bore nede paa Engen. 1 nogen
Afstand laa det blaae skinnende Hav, og foran mig hævede den
skarpe og takkede Bjergryg ved Almannaskarð sig. som jeg
Dagen fornd havde forlndt. Dens mod Havet udskydende
Kant hoinede sig i en trekløvet Spids, nedenom hvilken en
sneehvid Sky havde lagt sig saa let, som om den blev baaren
af Vinden, hvilket den vel ogsaa i Virkeligheden blev,
skjøndt den for Øieblikket havde lagt sig lidt til Ro under
Fjeldtoppen. En saadan Udsigt, og en saadan Dag hore til
de Timer, som fremkalde Kjærlighed til det Land, der
frembringer dem — og af saadanne Timer har jeg oplevet mange
i Island.
Mellem Stafafell og Hof i Alftafjörðr skulde jeg igjen
tilbagelægge et Stykke Fjeldvei over den saakaldte
Lóns-heiði eller Lónsheden, en Vei, der om ogsaa i
Begyndelsen lidt steil, alligevel var temmelig god, i Sammenligning med
hvad jeg senere kom til at erfare i denne Retning. Desuden
var den meget malerisk, forsaavidt jeg kunde skjonne dette
gjennem den Taage, der indhyllede mig, saasnart jeg kom et
Stykke op paa Fjeldet. Ved Siden af en saadan Vei, der
gaaer mere eller mindre i Zigzag op mod Fjeldryggen,
strommer næsten altid en strid Fos, der har skaaret sig dybt
ned mellem steile Bjergvægge, og lader sine skummende Bolger
see ved Veiens Snoninger. Disse Fosse faae deres Nau’ing
oppe fra de smeltende Sneefonder paa Fjeldet, og deres
Vandmasse vexler naturligviis derfor efter A årstiderne; men
om end Vandmængden er ringe, giver Fossen paa Grund af
sin betydelige Længde altid et stærkt Drøn eller en mægtig
Brusen fra sig. Dermed ledsages man paa liere Steder, naar
man rider over ten nede eller bestiger en Fjeldskrænt eller noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
