Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tillägg - 1. Karelvi, Vickleby sn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-138
ÖLANDS RUNINSKRIFTER.
op på stenen soin de to første. Men et fuldgyldigt bevis herfor läder sig naturligvis
ikke fore. Det må derför henstilles som en mulighed, at den tredje linje, således som
Söderberg har förmodet, og hvortil Bugge har sluttet sig, er bleven fortsat i en kortere
fjærde linje, der har nåt omtrent lige så långt ned som det bortflisede stykke af stenen.
Indskrift B læser jeg altså således:
+ sta(in • sasi • is) • satr • aiftir • siba • [• hin •] (fr)u|ia • sun • fultars • in hons •
• li|ii • sati • at • u • tausa(iþ) [* >*** *]
Jeg bemærker hertil følgende:
li|li £>: liöi forklares af Bugge (Runverser s. 266), hvem Söderberg følgcr, som en
sideform til liö ik. ’folge’. Det synes dog helt unødvendigt ber at forudsætte et ganske
ubekendt intetkönsord liöi, da hankönsordet liöi, »en person, der hører til lid (følget,
krigerskaren, som ledsagede hövdingen)», er velkendt fra oldsproget; liöi betyder også
her uden tvivl ’følgesvend’ 1 og er altså brugt om en af de krigere, der havde sluttet sig
til Sibbe. Der sigtes herved sikkert til den fornemste af hans danske liÖar, som rejste
hans mindesten og ristede dens indskrift. Han var en af de mænd, der havde stået den
afdøde hövding nærmest, og soin i andre indskrifter kaldes hans hémþegaR.
II ey, ø kan både være fællesnavn (»ø, øen») og egennavn (0 r>: Öland); at øy (o),
Øy (0), som egenlig betyder »ved øen (Öland)», ikke »på øen (Öland), bruges her for at
betegne »på kysten af øen (Öland)».
tausai|) volder vanskelighed. Söderberg har ikke gjort noget forsøg på at forklare
ordet eller a t udfylde den manglende del af indskriften. Deri mod har Bugge foreslået
at læse däuösæif) — dåuös-sæiö, hvilket han oversætter »dødssang». Jeg finder det dog
höjst usandsynligt, at ordet sæiör (— isl. seiÖr »tryllesang, trolddom») skulde være brugt
om en sang til en afdød hövdings pris. Derimod förstår jeg däuÖsæiÖ — däuöshæiö med
den sædvanlige udstødelse af h i andet led af en sammensætning. Således synes
rune-risteren nemlig at have opfattet ordet, såfremt der ikke har stået skilletegn mellem taus
og aiþ. Da han imidlertid nieget nöjagtig sætter skilletegn rnellcm alle ord undtagen på
et enkelt sted (inellem in hons i anden linje af B) og endogså bruger dem mellem de to
led i sammensatte ord (raiþ: uiþur, ruk: starkr, iårmun • kruntar — dog tanmarku, munat
og lirkrontari, hvor de to > led var så nöje sammensmæltede, at de føltes som ét ord), anser
jeg det for sandsynligt, at der også mellem taus og ai|) har stået et punkt, som af
hen-syn til bistaven i \ har været anbragt temmelig långt nede (ligesom det på andre steder
omvendt står meget höjt oppe) og derför er forsvundet. Men også i dette tilfælde kan
aiþ meget godt betegne haij], da h jo ofte bortkastes i runeindskrifterne i ordenes
be-gyndelse. Jeg forklarer da taus . haij) på følgende måde: tailS = danz dáuðs (dåuts?)
er den fra vore indskrifter velbekendte skrivemåde med s til betegnelse af en tandlyd
med følgende s. I (h)œið finder jeg ordet hœiðr, ef. liæiðan (i Karlevi-stenens sprogfoi v
hæiöar) »hæder», der ikke blot kendes fra oldsproget, men også fra Dansk og Svensk
(sml. tillægsordet hœiðwerðr på Glavendrup-stenen, der forekommer långt ned i tiden i
formen heþuarþœr; se mine Danske ranemindesmærker 11, s. 380 f.). Den rune, hvoraf
der endnu findes en lævning på stenen af hovedstavens øverste del efter det sikre ai|), og
1 Denna tolkuing liar ock för flera år sedan funnits af mig, Bråte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
