- Project Runeberg -  Stenriget og Fjeldlæren /
129

(1870) [MARC] Author: Theodor Kjerulf
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

117
syregas under almindeligt luft-tryk, og under høiere tryk
mere. Regnvandet har allerede indsuget kulsyre af luften,
og når det finder nedgang f. ex. gjennem sandlag, kommer
det altså kulsyreholdigt til det indre. Ligeledes kan vand
opsuge surstof gjennem luften. Det er ved disse simple
midler, at den dryppende vanddrdbe virker kemisk på mine
raler og bergslag.
Kulsyreholdigt vand opløser nemlig både kalk, jern og
magnesia som dobbelt kulsure salte, kan altså virke på 3 af
de i jordskorpen aller almindeligste baser. At kildevand og
brøn ivand indeholder snart kalk, snart jern, vil enhver have
iagttaget. Vi kalde det første vand hardt. Det andet har
undertiden en tydelig blæk-smag. Ved kogning undviger den
frie kulsyre, og såvel kalken som jernet må da udfældes og
synke tilbunds. Jernkilden røber sig derhos ved det røde
eller brune okker, som afsættes om mundingen.
Især er vandets opløsende virkning på halksten iøine
faldende. Overfladen af kalklag er ofte tæret i påtagelig
grad, huller og bugtede kanaler nedgå i dem. Ja elvene har
ædt sig vei tværs igjennem dem på nogle steder. Således
ved den bekjendte jordbro i Nordland og ved en lignende
jordbro i Bæverdalen går elven under et hvælv af kalksten,
idet den på et stykke forsvinder i dagen.
Huler i kalkijeld er overhovedet hyppige, de findes i
alle verdensdele og er fremkomne ved vandets dels meka
niske dels kemisk opløsende kraft. Men hvad der opløses
etsteds må igjen under visse omstændigheder afsættes. Der
for finder vi netop i sådane huler de mægtigste vidner om
hvad vanddråben kan udrette, idet den lidt elter lidt bygger
hulen til med drypsten (stalaktit og stalagmit pag. 39).
Et af de skjønneste exempler haves fra de al danskeren
Lund i Brasilien undersøgte „knokkel-huler", nemlig fra
Lappa nova de Maquiné. Denne danner en lige indgående
gang af 1440 fods længde, bO—4o høide, 50—60 bredde.
Fra tåget hænger kalk-drypstene ned som tapper, på gulvet
er udbredt en skorpe af stalagmit. Eller gulv-drypstenen
har voxet op til svære kegler og søiler, sammensluttende
med tagets, og den lange huie er derved delt i flere sale af
forunderlig skjønhed.
Lund opstiller som almindelige love for gulv-drypstenen:
A) at den forløbne tid i almindelighed må finde sit mål i
dens tykkelse, men B) at jo større og flere kegler der findes
opvoxede fra gulvet, desto mindre var hurtigheden af dryp
ningen. Thi den faldende dråbe må have tid til at fordunste
og afsætte sin kalk før den næste dråbe. Ved langsom
drypning altså tiltager keglerne i størrelse med tiden. Store

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 22:43:01 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/stenriget/0129.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free