Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Vulkanske virkainger.
Der har under fjeldlærens udvikling været en lang og
heftig strid mellem neptunister og vulkanister. De første
brugte våndet eller havet (i hedendommens tro Neptuns
element), de sidste ilden (eller Vulkans element) som hoved
forklaringsmiddel til de almindeligste geologiske kjéndsgjer
ninger. Striden er nu tildels bilagt, idet den nyere fjeldlære,
erkjendende begge slags virkningers store råderum* søger
nøiere at afgrændse hver af dem, og derved også er ledet
ind i udforskningen af mange forandringer, som har fundet
sted senere både med de oprindelig vulkanske og de oprin
delig neptunske dannelser.
Den nyere fjeldlære indførte derfor allerede længst 3
hovedgrupper af dannelser: 1) de neptunske; 2) de vulkanske,
som igjen ere de ægte vulkanske og de plutonske (se pag.
67); 3) de omdannede eller metamorfiske.
Ovenfor er skildret i korte træk de vigtigste neptunske
(eller sedimentære) dannelser og omdannelser. Vi kommer
nu til de vulkanske dannelser og omdannelser.
Ved virksomme vulkaner forståes i Almindelighed fjelde,
hvorfra gjennem åbninger dampe (vanddampe, saltsure dampe
o. fl.) ved siden af glødende sten og stenstøv (asker) eller
smeltet stenmasse (lava) presses og strøes ud fra de ukjendte
og utilgjængelige værksteder i dybet. Nogle af de bekjendteste
vulkaner mærke sig med påfaldende kegleform og oventil et
eller flere tragtformige hui (krater), som fører ned til dette
indre. Ved enhver krater skjelnes mellem følgende dele:
krater-randen, som er den ydre vold; krater-bunden, som er
den indvendige del af krateren og olte danner en næsten
jevn slette, samt krater-munden eller hokka, som er det oftest
cirkelrunde svælg, der fører op fra dybet. Vulkanske kræfter
er de dybets kræfter, som arbeide, og som vi altså også
udgranske ide egne, hvor vulkaner lindes. En udslukket
vulkan kalder man et fjeld, som ved tydelige spor viser sig
engang at have været en virksom vulkan.
Geologen Leopold von Buch delte vulkanerne i central
vulkaner, som ligger tilsyneladende alene, og række-vulkaner,
som ligger i række efter visse store linier. Nyere under
søgelsehar imidlertid vist, at alle vulkaner er række-vulkaner,
ihvorvel ved nogle af dem rækkens spor er næsten udviskede.
Vesuv var en af v. Buchs central-vulkaner. Men seiv
ved det tilsyneladende ensomt liggende Vesuv kan 2 linier
påvises, og Vesuv ligger i deres skjæringspunkt. Den ene
linie peger mod nv. og forener Vesuv med Rokkamonfina
og Albanerbergeue; den anden peger mod ono. og forener
Kjerulf’: titenriyU. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
