- Project Runeberg -  Stenriget og Fjeldlæren /
235

(1870) [MARC] Author: Theodor Kjerulf
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

223
Af andre dannelser efter istiden kan nævnes kildekalk, myrmalm
og al. Regnvand, som siver gjennem det kalkholdige rullestens-ler,
opløser en del kalk ved sin indsugede frie kulsyre, og i bakkeskråninger,
hvor våndet linder udløb til dagen, afsættes betydelige lag af kildekalk
(kalktuf pag. 39), som kan træffe til at indeholde talrige plantelevninger.
Formedelst sin ringe vægtfylde er den under navnet „lrådsten" blevet
brugt til hvælvingers opførelse ide ældste kirkebygninger. Af jern
holdige sandlag uddrages på samme vis jernet ved de fra planterne
tilberedte humussyrer, ved vandtrækket flyttes det således (som kulsurt
jernoxydul) opløste jern ned i de flade engdrag, hvor det ved luftens
indvirkning (oxydation) omdannes til myrmalm, som især i Jylland nyt
tedes til jernsmeltning. På en stor del af de jydske heder har muld
stofferne (humussyrerne) fra lyngen øvet en lignende virkning, de øvre
sandlag vise sig afblegede, og længer nede i sandet hardt sammenkittet
til en brun sandsten, som planterødderne ikke kan trænge igjennem.
Dette er al; den er i almindelighed kun 6—B tommer tyk, den er brun
af humussurt jernoxyd. Den er „uirugtbar", men ved at udsættes for
virkning af frost, af kalkmergel eller af gjødningens ammoniak-forbin
delser, smulrer den eller opløses og kan dyrkes. (JohnstrupJ.
Over den egentlige al-sandsten ligger gulv-sandet, som er hvidt i
dybet, gråt eller sort i overfladen af hede-humus. Dette sand lindes
igjen i Hannover, Holland og Belgien, hvor det er kjendt under navnet
kampine-sand.
Til de endnu vedvarende dannelser endelig kan regnes klitten (pag.
105) og marsken (pag. 91), der begge lindes langs halvøens vestkyst,
den første især i Jylland, den sidste i Slesvig og Holsten, hvor ørækken
danner en skjærmende vold, i læ af hvilken havet med hver indstrøm
mende flod oplægger det frugtbare marsk-ler.
Danmark er et af de lande, som opfordrer videnskaben til at søge
at knytte den geologiske tid sammen med den historiske. De danske
forskere har heller ikke manglet held ved at kaste sig over det rige
emne. De har åbnet os en temmelig lang udsigt mod det fjerne old.
Der er hos disse Danmarks ældste folk påvist tre forskjellige kultur
trin, som mærke tre tids-afsnit efter hverandre. De våben ogredskaber,
som den fjerneste oldtid har ladet ligge efter sig, er af sten; derpå
følger en tid, da man havde redskab og våben af bronce, og tilsidst en
tid, da man havde dem af jern. Dette er den af danskeren Thomsen
og svenskeren Nilsson først opstillede navnkundige inddeling i sten
alderen, bronce-alderen og jem-alderen.
Professor Worsaa har ment med sikkerhed at kunne dele sten
alderen igjen ito afsnit: 1) den ældre stenalder. Herhen skulde høre
de mange fund i østers-dyngerne eller de såkaldte „kjøkkenmøddinger".
Rå redskaber af flint og ben, rå flintekiler, mange redskaber af ben,
plumpe lerkar findes i disse. 2) den yngre stenalder med sager, som er
bedre arbeidede, af steri, ben, rav, brændt ler. Hid skulde høre de store
stendysser, jættestuer o. s. v.
Denne inddeling, der i sin grundtanke må være sand, er også yderst
populær og haruden tvivl mange tilhængere. Men professor Steenstrup
har påvist, at man ingen ret har til at sætte alle kjøkkenmøddingerne
sammen i en ældre råere tid, og alle gravkamrene med stenvåben i en
yngre, videre kommet, De råt formede ting fra kjøkkenmøddingerne
hidrøre fra fiskeribedriften. Den store formngdom er her kun tilsyne
ladende, thi den består mest i urigtige navne, som man har givet tingene.
Her er „landse- og pilespidser", som er for butte i enderne, for sløve
på randen, for plumpe og svære. Her er „kiler og meisler", som ikke
hgne noget, som kan anvendes til det brug, navnet udsiger. I grav
høiene lå derimod virkelige landser, spyd, pile, harpuner og øxer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 21:49:55 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/stenriget/0235.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free