Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
ler med planterester. Kullene er dels stykker af stammer og grene,
dels skifrigt kul. Gøppert og 0. Heer har deri påvist blade af løn,
åkorn, or, levninger af bartrær (araukarites, pag. 181), al birk, hassel,
alm, løn, endog af vinranke og valnød hvilket tyder på et mildere
klima end det nuværende, som kun tillader småbirk at trives som krat
på hine steder. Navnlig var flere arter af disse træslags de samme,
som de der findes i Tysklands midlere tertiær formationer. Islands gamle
vulkaner tilhøre således denne tid. De ødelagde ved sine udbrud gammel
skov på det dengang mildere øland. Ved kysterne findes tuflag med
havskjæl af nulevende arter, som fortælle om stigning af landet. Island
er altså dels løftet op af havet, dels har landet bygget sig op ved at
vælte lavamasser ud og strø aske og sten omkring fra sine mangfoldige
kratermunde.
Men efter øens næsten fuldstændige dannelse i den midlere tertiære
tid, har den senere under istiden været dækket med jøkel-is i større
mål end nu, thi også på Island findes tydelige spor efter dennes skuring
over fjeldoverfladen på steder, som nu ikke nåes af isen under dens
bevægelse. Islands jøkler ligger nu enkeltvis i nordlandet, men sam
menhængende på sydlandet. På sydkysten, hvor store jøkler skride
ned, findes ikke en eneste havn. Jøklerne har nedslæbt en mængde
løst materiale af vulkansk grus og sand, lagt dette ud til et fladt forland
og således afrundet hele øens sydkant, så her ingen fjorde mere findes
i modsætning til øens øvrige indskårne kyster. Af disse masser, som
ved jøklernes arbeide er nedslæbt, kan vi slutte til den masse fjeld,
som ved samme arbeide må være borttaget andetsteds (Paykull, som
har givet et udkast til et geologisk kart over Island).
Ingen spor af ældre formationer er hidtil fundet på Island. Derimod
er sådane tilstede på endnu meget nordligere liggende ølande. Beeren
Eiland og Spitsbergen. Ved de i det senere arti fra Sverige udgangne
polar-expeditioner, som først iværksattes af Torell og Nordenskiøld, er
vundet et rigt udbytte også for geologien. Granskning af de ligetil
havet udskridende jøkler, ishavets dyrverden, livet i store dyb, de van
drende havstrømme alt dette kommer betraktningen af nutideus vir
kende geologiske kræfter tilgode. Derhos får vi en stærk overbevisning
både om de ældre geologiske perioders forskjellighed fra den nuværende
og deres almindelige gyldighed for kloden, når vi ser her høit oppe
mod polen mere end en af de store formationer, som vi kjender fra
sydligere bredder.
Over Spitsbergens krystallinske skifer ligger nordhgst Hekla-huk
formationen, der består af grå kalksten, kvartsit og rød lerskifer, og
hvori ved Nordenskiølds expedition 1869 blev fundet fossile fiske Kul
kalkstenen blev påvist allerede af Keilhau ved fund af kiendte fossiler
på Sydkap. Omtrent midt over øerne findes derimod trias, jura og
midlere tertiær; trias med skifer og kalksten, hvori nautilus, keratites
og levninger af fiskøgle; jura (allerede iagttaget at Loven) med lerskifer,
kalksten og sandsten, hvori er fundet belemniter, ammoniter, eiendom
melige arter af pekten o. fl. Imellem disse lag indtil og med jura’ens
viser sig bænke af hyperit (pag.-74).
Endelig sees også lagfølger tilhørende midlere tertiær, nemlig ler
skifer og*sandstene af stor mægtighed, hvorimellem Blomstrand opdagede
stenkul-lag. Plantelevningerne fra disse tertiærlag bestemte 0. Heer til
cypres, bartrær og løvtrær som poppel, birk, hassel, endog løn og
lind m. fl.
På Beeren Eilands omtrent 300 fod høie taffelland er kulkalksten
udbredt, fuld af fossiler, og ved stranden på n. og ø. siden under dem
så Keilhau 3 eller 4 stenkul-lag, nogle fodmægtige. Den svenske expe
dition 1869 har derfrå medbragt kultidens bekjendte væxtlevninger.
Et ligeartet klima synes altså i kulperioden at herske over hele jorden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
