- Project Runeberg -  Stenriget og Fjeldlæren /
241

(1870) [MARC] Author: Theodor Kjerulf
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

229
og mellemste Sverige, navnlig ligger den over et bælte n.o.—s.v. over
den bedste del af Sverige, fra Gene og Dalelvens udløb over Målaren,
Hjelmaren og Wenern; derhos sydligst i landet over Hallands, Kristian
stads og Malmøhus lån. Den siden 1858 for sig gående svenske geolo
giske uudersøgelse har lagt alle formationens led skjønt tilskue i store
karter. På disse karter fremtræder de så meget omtvistede åsar, lange
sand- og grusrygge, der høine sig fra det omliggende. I den vestlige
del af Syd-Sverige er påvist som såkaldte hovedåser 7 lange rækker,
livoraf Upsala-åsen, Enkopingsåsen, Badelunda, Stromsholms, Kopings
Norkopings. I Upsala-åsen ser man, at stenstykker, tilhørende Gefles
omgivelser, er flyttet sydover sålangt som til Målaren; i den 3die, 4de
og ste nævnte sees, at porfyr- og sandstenstykker fraDalsland er flyttet
helt ned til Nykoping lån; og i Norkopingsåsen sees, at sandsten, som
findes ved Hjelmarens v. ende, er flyttet fra Hjelmaren helt henimod
Norkoping. Hovedretningen for disse, som overhovedet for åserne i
den østlige del, er n.n.v.—5.5.0., derimod for åserne i den vestre del
n.n.o. s.s.v. (A. Erdmann).
De i fjeldgrunden indskurede furer stryge omtrent i de samme
hovedretninger, det er: landisens bevægelse foregik i samme retninger.
At åser må have ialfald noget tilfælleds i dannelse med moræner, kan
derfor neppe negtes. Men at de lag afsand og rullesten, som viser sig
i åsernes overflade indtil dybt ned i deres indre, er afleininger under
vand, dette er ligeså sikkert. Og så vidt turde opfatningen i Sverige
og i Norge enes om disse dannelser.
Sveriges eftertertiære dannelser er ligesom Danmarks vidner om
istiden, men tydeligere og mere talende formedelst sammenhængen med
fieldene, hvorfra landisen gled ud i det omringende kolde hav. Sydligst
i landet kau vel endnu ali herhenhørende sættes ligt med Danmarks,
lidt nordligere derimod bliver ligheden med Norges Forholde i samme
formation fremtrædende.
På samme vis som Norge blev også Sveriges opragende
klippegrund skuret under den kolde tid af landisen, som
såtte dybe mærker i fjeldet efter sig og lod morræner ligge;
v. Post og Erdmann har først gransket flere herhen hørende
forholde i Sverige og tidligere end de stod i sit rette
lys i Norge. Også efter den gamle havstand mindst 500
fod høiere end den nuværende blev i Syd-Sverige talende
spor påvist.
Loven har nylig påvist et nyt mærke efter den gamle
istid i Norden. Han har i flere levende skaldyr, der nu
holde til i Venerns og Vetterns dybeste grunde, gjenkjendt
oprindelige havsdyr, som egentlig tilhøre enten Ishavet seiv
eller Østersøen, hvilken sidste også endnu folder flere så
dane dyrformer tilbage.
Loven samler disse mærker til et bestemt billede for
betragtningen. Det isdækkede Norden sank mod slutningen
af tiden dybere ned i havet, og dette stod således op indtil
500 fod over den nuværende stand. De gamle moræner og
den før skurede klippegrund kom derved med de lavere egne
til at ligge under hav. Ligesom Mjøsen i Norge var den
inderste bugt af den meget bredere og længer indtrængende
fjord, som nu ender ved Kristiania: således ragede i hin tid

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 22:43:01 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/stenriget/0241.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free