Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
løsrevne og omviklede småstykker foruden større partier, der ligesom
svømme i granitens masse. Granit og syenit synes at være de mægtigste
af disse udbrud, vi ser dem opsættende just midt imellem hine store
bølger og folder, som vidne om uhyre sammenpressende kræfter. Før
er nævnt, at konglomerat øverst ovenpå sandsten-etagen fleresteds er
afleiet først efter hine vældige foldninger og afvigende ovenpå selve
lag-bølgernes toppe. Men udbruddene var endda ikke sluttede; thi over
konglomeratet igjen findes porfyrerne som fremvæltede masser.
Efterhånden er også under denne de store udbruds tid
jordskorpen opbrudt ved lange spalter, som fyldtes fra dybet
med granit, porfyr og grønsten. Heller ikke i disse ganges
masser er alskens brudstykker sjeldne, og flere af gangene
kan forfølges uforandrede fra skifer-, kalk- og sandsten
etagerne, som de gjennemskjære, på den ene side ind i de
store fjeldmasser af granit, syenit, porfyr og på den anden
side også langt udenfor grændserne for distriktet E ind i
giundfjeldets lag. Disse masser overskjære hverandre på en
regelret måde, og navnlig er grønstenene de yngste.
Omdannelser.
Ved de eruptive massers virkning på de gjennembrudte lag er
mange omdannelser foregåede, som have røvet noget af disses oprinde
lige struktur eller udseende og givet dem et andet. Således finder vi
langs granitens og porfyrens grændser, at ren kalksten er blevet til
marmor. På enkelte steder har de oprindelige fossiler holdt sig under
forvandlmgen, men på flere er de udslettede. Granat og epidot findes
ofte i synlig mængde på grændser mellem kalkstene eller kalkholdig
skifer og granit, syenit eller porfyr. Kalkholdige lerskifer er derimod
blevne hærdede, næsten til flinthårdhed. Dette er de såkaldte hård
skifere. Også i dem findes fleresteds granat og epidot udviklet De
have tabt sin kulsyre, er ofte smukt stribede i forskjellige farver, ligne
undertiden jaspis. Sandstene er blevne til tæt og hard kvartsit. Seiv
alunskiferen har kunnet forvandles, idet den nær granitgrændserne har
udskudt fine krystaller af kiastolit af sin masse.
Sådane forandringer findes på utallige steder og strækker sig ved
de større granit-felt undertiden meget langt fra grændsen. Keilhau, som
lagde megen vægt på dem, og af dem som grundlag vilde bygge en
egen ny teori for eruptivernes dannelse, har iagttaget dem i indtil
g- mils afstand fra grændserne. Seiv ved de almindelige gange kan ofte
en rand af undertiden 1 eller £ tommes bredde iagttages som foran
dret sten.
Keilhau nægtede granitens, syenitens og porfyrens eruptive natur,
overhovedet alle eruptiver undtagen vitterlige lavaer. Han brugte der
for navnet „massiver?< istedetfor eruptiver. Ifølge Keilhau forvandledes
kalkstene oglerskifere langsomt til granit og syenit, sandsten til porfyr,
alunskifer til felsitporfyr o. s. v. Masse-indholdet af bergslagene (pag.
60—61) strider lmidlertid mod denne tro. Et af de kraftigste beviser
for granitens langsomme væxt af skifer og kalk søgte Keilhau netop i
visse forandringer, der sees langs dens grændser. Han mente, at hård
skiteren havde optaget kisel og var på veien til at blive granit. Men
analyserne stride herimod Lagene optræde vistnok forandrede ved
granitens grændser, men således at visse lag blev hårdere, andre ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
