Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Episoder fra Vinterlivet i Lapmarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En aften for mange Aar siden – vi havde just lagt
os til Hvile, höre vi Raab og Skrig ude fra Skoven;
det maatte være Nila, min Bror! Han var ude hos
Renerne. Og vi kunde straks tænke os, hvad der var
sket. Jeg sprang op for at löbe ud til ham, men för
jeg endnu var kommen ud, blev Teltforhænget revet op,
og ind styrtede han, hvid i Ansigtet og stammende af
Forfærdelse.
Ulve havde veeret der. Fem af vore bedste Rener laa
i deres Blod! –
Der blev en Snakken og en Græden; mine smaa Söskende
hvinte, og Hundene tudede udenfor Teltet. Og Far
svor paa, at Ulven skulde bringes ham inden Dag –
spiddet paa hans skarpeste Spyd; men Gubben, der i
sin Tid havde været mangt et Graabens Bane, var for
gammel nu, saa’ ikke godt mere – og det blef bestemt,
at min Bror, som var en dygtig Skilöber, skulde göre
sig i Stand til at fare med det samme. Vi andre
skulde imidlertid se at faa slæbt de döde Rener
hjem. Mor fik Kaffekedelen over for at Nila kunde
faa sig en Styrkedrik, og mens vi ventede, blev de
gamle enige om, at jeg skulde slaa fölge med ham.
Mor græd, mens hun skænkede Kaffen op til os,
for hun vidste, at det kanske kunde vare længe,
inden hun fik os at se igen. »Herren fölge jer, Nila og
Ole!» – raabte hun efter os, da vi löb af Sted;
Far sagde ingenting, og vi vidste, at han skulde være
ond, om vi kom hjem uden Ulf. –
Det var klar Nat med Maane og stærkt Nordlys, og
da vi först var kommen ind paa Sporene, gik det saa
hurtigt vi kunde flytte Skiene. Föret var ypperligt,
et tyndt Lag nyfalden Sne, og Sporene var meget lette
at fölge.
Den halve Nat gik, samme Fart, vi sagde intet til
hinanden. Med et kaster Nila sin Kofte og sætter
Farten op. Jeg maatte göre det samme for att fölge
med.
Vi kom frem til et Fjæld, stod ned over Side om
Side, saa Sneen perlede om os, hoppede over nogle
Skrænter og maatte saa krydse op igen sidelængs,
da Sporene havde skiftet Retning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
