Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Sommernat udenfor Isoldes Dør, og Skovene
bruse, og Hornenes Kalden langt borte og nær
ved, nu svindende, og Skovenes evige Susen
bliver alene hørlig i Natten. Skyernes fine Dun
ligger i lange Rækker over Maanen som glidende
Slør, og sé, paa Svalen en ensom Fakkel,
Bran-gänes vaagende Fakkel op imod en dyb og
sa-firstrøet Himmel. Og hør, Kilderne, hundrede
dæmpede Kilder, ustanseligt rislende under
Egenes knudrede Rødder, en stille Klingen og en
fjærn Susen som inde fra helt andre Skove. Og
fjærnt paa Svalen synger Brangäne ensom
vaagende ud i Natten, og de elskende lytter til
Sangen, Favn i Favn, indtil Dagen gryer.
Helt gav hun sig hen i sit Spil, som under
en sjælelig Undfangelse.
Hun gled ligesom sig selv ud af Syne i
Musik, bølgende Lys og bølgende Skygger, alt blev
bredt og bredtaandende, fuld af dæmpet Klingen
som Lyd af Draaber langt borte, Accorder
løsnede sig frem og bølgede op, overskylledes af
Lvs, en sød og brusende Hvisken, en Tonemylren
og Klangskælven i dyb Vellyst, en bestandig dybere
og lødigere Glans indtil Tonernes dybeste Purpur.
Saadan spillede hun, mens alle talte om
Døgnets Begivenheder.
Men da Tonerne holdt inde, tav alle; hun tog
en af de mørkerøde Roser i den ildfarvede Skaal,
rejste sig stille op, gik smilende frem mellem
Gæsterne, helt over til Herluf Irgens, rakte ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
