Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
verede Natur følte sig krænket, og hun blev rød
over denne Følelsernes Ublufærdighed.
< Herluf — nu skal jeg sige dig en Ting,
hvis jeg ikke elskede dig, tror Du saa, at jeg
saa uforbeholdent, uden den mindste Skygge af
Forbehold, vilde fortælle dig alt, jeg der aldeles
ikke behøver at fortælle netop Dig, alt hvad der
hænder og passerer mig mellem Aar og Dag —
og ovenikøbet paa en Rejse — er det min
Skyld, at alle Mænd gaar hen og forelsker sig i
mig?»
Hun sagde det sidste med en ironiserende
Selvfølelse.
Et eneste Ord kunde Du have sagt mig —
det er din Pligt.»
Naar der nu ingen Ting var at fortælle.»
Jeg tror dig ikke!»
«Herluf,» skreg hun, hendes Øjne truede,
«faa mig ikke vred — Du fornærmer mig
—-tror Du, at Du kan sige alt, hvad der falder dig
ind ?»
Hendes lange frynsede Øjenvippei dryppede
med Taarer, der trængte sig frem.
Saa slængte han sig ned paa sine Knæ foran
hende, greb om hende, holdt hende fast, som i
Angst, med begge sine Arme, vilde ikke slippe,
ikke slippe.
Adda — tilgiv mig — hører Du — Du maa
— det er denne lange Spænding — hører Du
— tilgiv mig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
