Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
< Kan det gaa an, Ernst? tak. kun et halvt,
et lille halvt.»
Fruen fik noget ingenueagtigt over sig, det
nøgne rosenfarvedes under Grenadinen. De
hilste paa hinanden og løftede Glassene dybt
ceremonielt, med Øjnene alvorligt hvilende i
hinanden. Hun tænkte med et indvendigt Gvs,
hvor dog den Mustache klæder ham og gør
ham mandig, og hans Øjne. saadan som han
ser paa mig, mon jeg alligevel ikke har for lidt
paa, havde jeg bare min Boa. Og han tænkte,
Himlen være lovet, at hun ikke snakker om
Kunst ligesom Datteren, og saa de Arme hun
har, hun er sikkert ikke meget over de fyrre.
Han kunde ikke faa sine Øjne fra de
Blondeærmer, hans ransagende Øjne klædte hende helt
nøgen, og han var overbevist om, at det
allermeste var ægte, forbavsende ægte. Han vidste
allerede, hvad hun stod for i Skattebogen, og
han fandt, at hun var en modnere, fyldigere,
mere sanselig betagende Udgave af Datteren,
der alligevel havde trættet ham en Del ved sin
overvejende intellektuelle Udvikling.
Ernst var saa stolt af sin Mors glimrende
Apparition, at han pludselig kom i Humør.
Holten skulde spille Mandolin og synge Yvette
Guilberts Viser, — Montmartre! Montmartre! de
skulde lade som om de var i «chat noir», og
han fik Bordet og Stolene ryddet til Side, og
Mandolinen frem. Holten var lidt forlegen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
