Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
hvor meget turde han vove at bvde, inden
Indignationen sagde Stop, der til, men ikke
videre. Men der var ikke Spor af Indignation —
Refrain efter Refrain — hendes Naade var
halvkvalt af Henrykkelse.
Han undei’stregede, han pointerede, han fandt
omtrent Mor og Søn lige kyniske, han lo selv
med, han var igen paa Montmartre, et rasende
Overmod kildrede ham ustandseligt, han vilde
have hele den usminkede Kokotte lokket ud af
Damepuppen, denne Dame, som han alligevel
havde set op til i halv ufrivillig Respekt,
fordi hun ligesom repræsenterede det
Samfundslag, han var brudt ud fra og nu søgte tilbage
til som en forloren Søn, der ønskede Tilgivelse og
Optagelse paany. Springet var altsaa ikke saa
stort at gøre, en Snes frække Viser fra den
foragtede Paria, og Dørene til det allerhelligste
aabnede sig paa vid Gab, en Hob skamløse
Kynismer serveret paa Fransk, og han var igen
rehabiliteret i de agtværdiges Øjne.
Og han lovede sig selv dyrt og helligt, at
han vilde erobre sig Positionen, helt oppe paa
selve Toppen — og netop ved denne lille
nydelige og uskyldige Mandolin, kun ved den, alene ved
den, som en moderne Aladdin, fra Hus til Hus, fra
Hjem til Hjem, gennem alle Hjærter, lige durch
gennem Sjæle og Nyrer, som Societetets Orfeus;
hvilken Tryllestav var der ikke lagt i hans
Den store Eros. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
