Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Hun greb hans ene Haand, betaget af
virkelig Medfølelse. Hvor hun vidste, at han havde
Ret, netop saaledes dømte Selskabet om ham,
og det var hende — hende, der havde bidraget
dertil. Men hvad skulde hun gøre?
«Den eneste — den eneste, gentog han med
lange Mellemrum, og holdt hendes Haand stille
i sin, «og det er ogsaa nok — naar blot De vil
— De vil —»
Saa var der nogen, der rumsterede ved
Spisestuedøren, og en Pidsk, der knaldede tre Gange
i Træk, og nogle engelske Væddeløbsvendinger,
llot lancerede.
«Min Søn!» sagde hun og trak sin Haand
til sig.
Ernst ståk Hovedet ind gennem en
Dørsprække, han havde en gul Jockevhue over sit
kortklippede Hovede.
«Hvorom tales der?» spurgte han og slog
Knald med en kort, sølvbeslaaet Pidsk.
Han var bleven en Smule hjulbenet i den
sidste Tid af de mange Ridetimer, og røbede
næsten derved sine dulgte Lidenskaber, der
endnu ikke var bleven betroede Familien.
«Vi stod netop og talte om Papas
Ligbrænding,» svarede hun i en sørgmodig Tone, der
fik Ernst til at tage Jockeyhuen af.
«Det var som Pokker,» sagde han efter en
Pavse og slog et lille dystert Knald.
Men det beroligede ham, at Konversationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
