Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Professoritiden, der var sentimental i Aften,
fandt Idéen henrivende.
Saa lagde de da helt ind ved Bredden, og
Adda gik i Land, hun maatte løfte den hvide
Kjole op, fordi Duggen faldt saa stærkt. Der
var en stærk Resonnans her mellem Klipperne.
Lidt efter hørtes Addas Stemme oppe paa
Granstien, og Ekkoerne slog Stemmen tilbage et Par
Gange, svagere og svagere, tilsidst helt ovre paa
den anden Bred hvor Lyden døde hen som et
langt klingende Suk. Granskoven duftede
bedøvende stæi’kt, og der var nogle store, sorte
Fugle, der fløj ganske lydløse omkring, højt
oppe.
Bagved den sorte Bjærglinies skarpe Silhouet
anedes Maanen i sin Opgang, Lyset flimrede
sølvhvidt og fugtigt blaanende, og tog stille til.
Saa sang de.
Højt oppe fra og dybt nede, som to
Klang-stromme der mødtes i Skumringen og flød
sammen til én.
Og Addas dejlige Stemme, sølvklar, jublende,
tindrende:
Liebe — Liebe — Liebe!
Det var næsten det eneste af Sangens Ord.
der hørtes, det steg som i lyse Flammer, i
dæmpet Henrykkelse, i sjælelig Glæde,
selvforglemmende.
Professorinden nynnede med, falskere end
nogensinde, og Kammerherreinden sad med
Den store Eros. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
