Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
Aand, du lad os höre fra Edetl da skils os det Budskab, at J ore
beredte til at indtræde i vore Rækker som röre Vaabenbrodre i den
Kamp, ti Lave begyndt med aandelige Vaaben for Nordens Enhed
o% Frihed! — Med dette önske give vi Eder rört broderlige
Haandslag, og udraabe: Held og Haeder over Norge! leve
Christiania Universitet! og al Livets Fylde over det«
herværende Sönner!
Det tal, hvarmed Stud. theol. Ei I. Sundt i sina lands-?
mäns namn besvarade ofvanstående skål, hunne vi endast
återgifva i utdrag.
Taleren sagdesin bedste Tak for den Modtagelse, som var
bleven de norske Studenter til Deel i de danske Kammeraters o^ de
danske Borgeres Kreds — en Modtagelse, som ogsaa höiligen vilde
glæde det Folk, der maatte föle sig hyldet ved den Hæder, som
vistes dets Sönner. Men han ilede ogsaa med at udtale den glade
Bevidsthed, som han troede boede hos enhver norsk Gjæst, at det
ud-viste Venskab fuldt gjengjældtes ved det Sindelag, hvormed
Nor-mændene havde betraadt den danske Kyst. De rare komne hid ikke
blot af JLyst til at see de Steder, hvor ogsaa deres Fædre havde
levet og virket, og hvortil saa mange ogsaa för Norge betydningsfulde
Minder knyttede sig; ikke blot i Fölelsen af, at Normænd og
Danske i den samme Erindringens Hai, som i Festhallcn Käa smukt var
afbildet, havde at opsnge saa meget for dem begge Kjært og
Dyre–hartj hvad der end mægtigere förte den norske Ungdom Danmarks
aabne Favn imodc, var Fölclsen af, at Normændene dele den danske
Broders Frcmtidshaab. ■*■—. Dette i Anledning af lun t: "Endelig ere
J dä komne!" hvormed den ærede danske Taler bragte den nu
talende Norma ud til uvilkaarlig at mindes det Meget og Mangt, som i
de sidste Tider stundom havde saaret Folkenes fine ören. Det var
saaledes oftere blevet sagt, og endnu i hin Tale blevet antydet, at
Normænd ene skulde nære Mistanke til Kedeligheden af de danske
skandinaviske Bestræbelser« Her holdt imidlertid Taleren det for
tilstrækkeligt at yttre, at han tiltroede sit Folk det Sind, at det
hellere viide pröve og bed ömme, end ni i s tænke og fordömme* Endnu
almindeligere hörtes den Mening merc og mindre ligefrem udtalt, at
Normændénc endnu kun huvd<c lidet SKjön ^’tiden^Sfäands for den
skandinaviske Idce og kun langsomt lod sig væklsc. Her tröstedc
Taleren sig til at före Modbevis. I>a det norske Folk ved Forsynets
Furclser lededes til at gribe Troen paa den Nordens Aand, som nu
kaldte ogsaa det til sin Tjeneste, og lovede i det at viide fremtræde
kraftigt og levende i Verdenshistorien5 da det Hörske Folk i saadan
Tid (trods al truende Fare) for Verdens dine nedlagde Paastanden
om sin folkelige Uafhængighed og Selvstændighed, saa var dette m
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
