Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Norden, naturlig vi« ligesom Phåraos magre Köer opslugte de fede og
bier dog ikhc selv fede derafj -thi-Var- vi, folkelig talt, slet Uthe an»
det end Skandinaver, da viide Gavnet hun være en daarlig Mur
imod Rusland, som snart viide bevise os, det hörte til Nordens
Enhed, at vi indlemmedes i det nord i fil«« Verdensrige.
Dog, alt Saadant hörer nttdvendlf til Overgangstidens
Pinagtighed og bör ei komme Nogen til Skade paa gode Navn og Bygte, ojr
gjör os keller ingen Skade, naar vi kun, efter at have opdaget
Fælles-Trangen til et nordisk Fostbroderskab, flittig modes, som mi, og
tale rent ud af Skægget, som vist ogsaa Kongerne af de tre nordiske
Higer gjorde, naar de fordum, efter Sagnet, aarlig modtes i
Fredstid paa Hi s i ngen eller B a nh ol men.
Ja, mine Herrer! skjondt vore Moder ei behövede gammel Hævd
for at være baade nodvendige og glædelige, saa er de gamle nordiske
Kongemödcr dog baade et herligt Vidnesbyrd om, at de frihaarne
Stammer, hvoraf vi udsprang, tidlig ffilte, der var noget Fælles,
som selv deres kronede Hoveder skulde böie sig for, og de er tillige
et Speil, som viser os, hvordan vi skäl modes værdig, saa det bliver
til fælles Bedste og derred til det MeUs Gavn. Det skeer nemlig
kun, naar Stammerne modes, som hronede Ligemænd, der föle mai
Glæde, at de i Nordens Aand bar meget tilfælles, som de kun i
virkeligt og venligt Fællesskab kan besidde og benytte, men glemme
derfor ikke, at de, hver hæv, har meget Ei end ommeligt, som de
for ingen Pris vil opgive, og bör ikke heller, da hele Nordens Kraft
og Held og Hæder beroer paa, at dets fribaarne Stammer aldrig
spændes i Ensformighedens Tvangstrbie, man kalde saa
Tvangs-trBic-Formen med saa velklingende et Navn, som man vil. Kun naar
Stammerne, hver i sit Hjem og sin Kreds, ligesom hver Enkeltmand
i sine, kan röre sig frit i det store Raaderum, som Frihcdslovcn, naar
den viselig gjennemfort lader Friheden sætte sig selv sine
Grændser, långt niere indhegner7 end indskrænker, kun da kan de ædle
Kræfter udvikle sig til Gav» o^ Glæde for det Hele, kun da kan
den fribaarne Menneske-Natur udfolde sig i hele sin Rigdom og klare
sig till den aandelige Skjöuhed; der kun udspringer af levende Enhed
i fri Mangfoldighed. »
Det er jo riglig nok en lille Hage ved det gamle Sagn om K
ongen» oderne i Norden, saa det kan synes farligt at röre ved, og
endnu farligere at Speile sig i det, thi der staaer baade i den
danske Rimkrönike og i den sveuske Vestgötalov, og vist ligesaa i en
gammel norsk Rog, skjöndl jeg ikke husker hvilken, at ved de
Moder holdt de lo Konger ved Bidselet og Stigböilen, mens den Tredie
svang sig paa Hesten, og vi maatte slet ikke kjende den
indskrænkede, udelukkende NatiotialföJelse, som vi dog kjende alt for godt,
naar vi tænkte, at Middelalderens Danske, Norske o§; Svenske kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
