Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi maae, som sagt, lægge disse ublandet smukke Minder tilside, for med Jeppe at udbryde: Hvor længe var Abraham i Paradis! Ja, hvorlænge kunde det nordiske Studentermøde være denne velsignede Regn foruden? Ikke saasnart var Nedstigningen af Vognene foretagen — under nøiagtig Overholdelse af Reisecomiteens viselige Regel, at man ikke maatte springe ned ad mere end een Vogn ad Gangen — førend Skyerne gave Livstegn fra sig, dog kun som lidt suurmulent Gnaveri, til Advarsel om det Værre, der kom efter. De* mærkværdige Kjøbstadboere, med hvem man stod ifærd med at slutte Bekjendtskab, disse Gjestfrihedens Ypperstepræster, som, selv omtrent to Tusinde, havde skaffet Plads til desforuden næsten eet Tusind, havde ogsaa erhvervet sig Krav paa Taknemmelighed ved en særdeles heldig Anordning til Sammenbringeisen af Gjester og Verter. Man fandt hverandre nogenlunde hurtigt og Alle bleve færdige hermed saa temmelig samtidigt. Derfor lykkedes det ialtfald at begynde Indtoget med sluttede Rækker, der ogsaa kun bleve brudte, naar det gjaldt de ligesaa muntre som ivrige Haandmæng om nedfaldende Blomster. Men til saadanne venskabelige Skærmydsler var der rigtignok hyppig Leilighed i det smykkede Hillerød, ligefra de første Huse i Byens Udkant og gjennem de ikke saa ganske faa Gader indtil den prægtige tætbesatte Skraaning nedad Torvet til, hvor Toget standsede og forenedes til Opløsning. Og saameget større Anledning til Standsning under Gangen var der for den letfængelige Ungdom, som Frederiksborgs Damer jo, selv uden Krandse og Bouketter, blomstre saa det ikke kan Andet, end blive bemærket til alle Tider, endsige ved en Leilighed, som den nærværende. De »tredive Tyranners«, de allehjerterantændende Skjønhedssoles Tid er forbi; men Ætten lever. Tæt besat er endnu den hillerødske Himmel, hvorfra nu saamangen Hilsen smilede ned til de nordiske Vandringsmænd, saa at disse vel overalt fandt deres Vei bestraalet af glimrende Stjerner, der kom og svandt lig blændende Meteorer, ligesom Jorden paa sin Bane stedse omsvæves af talrige Himmellys; men her var det, som hvor Kloden paa visse Aarets Tider krydser en heel tæt Krands af Stjerneskud — ja, Stjerneskud, hvormange Saadanne var der ikke i Frederiksborg!
Forinden den folkelige Fest i Bøgeskovens Indelukke kaldte Gjesterne fra Hillerød By, aflagdes et kort Besøg paa Slottet. Skjøndt endnu ikke engang i det Ydre hvad det var før hin ulykkelige Decembernat, taler den stolte Bygning dog mægtigt nok til at forklare Danskens Sorg og Kongens Længsel efter hans gamle Yndlingsbolig. Men efterat et Tordenveir havde 6paalagt en ufrivillig Tøven, vandrede Skaren ud til den muntre Sammenkomst med Omegnens gjestfrie Befolkning.
Fra Frederiksborg til Fredensborg gik Toget næste Morgen afsted, ikke just med det bedste Veuy men med det prægtigste Humeur;* ikke med Solskin fra Himmelen, men med Liv og Lyst i Hjertet. Af og til smaaregnede det vel, men kan man ønske sig nogen bedre Paraply, end den, som Bøgeskovens Kroner holde over Hovedet! Af og til var Føret vel lidt slibrigt, men skulde Ungdommen ikke kunne gaae med faste Skridt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
