Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hamlets Grav.
Mandag den 16de.
Alt var den sidste hele Dag kommen, og neppe var Hovedstaden tagen en Smule i Øiesyn. Det gjaldt at skynde sig. Og dog maatte Enhver først og fremmest aflægge et Møde idetmindste paa Børssalen, hvor den skandinaviske Politik drøftedes under Ledelse af den Mand, som fra gammel Tid var den bedste Skandinav: Carl Parmo Ploug. Siden gik det rundt og Aftenens Hvile kunde vel have lokket, hvis ikke det kjære Tivoli havde, draget med endnu stærkere Magt. Men derud maatte Alle, og Alt fik sin Andeel i den glade Beundring: Lumbye, Pierrot, Pavillonernes Sirener og Fyrværkeriet, men mest dog Wauxhallets storartede Decoration — og saa de tyvetusinde Menneskers overvældende Mængde.
Tirsdag den 17de.
Maalet var det hyggelige Møde i Universitetsgaarden; hurtigt løb den korte Time, lang nok alligevel til at potentsere Begejstringen endnu engang. Usigelig var den Jubel, der gjorde den sidste Gang gjennem Byens Gader endnu mere mægtigt gribende end den første ved Indtoget. Og som ude af sig selv var Enhver, da det sidste Minut kom, da man skulde skilles til Afsked. Afsked! — dette forunderlige Ord, der rummer i sig baade Mindernes Glæde og Adskillelsens Smerte; denne fattige Lyd for saamangen rig Stemning i Sindet — hvorledes skulde din Høitidsfylde kunne males med Bogstaver? Afmægtigt er det døde Ord, kun lidet forslaaer dets forstandige Afpassen, dets logiske Forbindelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
