Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
Da hun næste dag saa sine trosfæller, syntes hun ikke
de var de samme som før. Alt de sa og gjorde, skuffet
hende — ja, hun merket en uvilje mot de fleste av dem
og sterkest mot sognepresten. Og i tiden som gik, før
hun gled over i en ny religiøs sfære, i samfund med
nye mennesker, kom hun i alle slags smaa uvenskaper
og trætter med sine forrige venner. —
Av alle hun som aarene gik blev kjendt med, var det
bare én som trods luner og omskiftelser blev ved at
komme til hende, saa længe hun levde — diakonissen
søster Klara.
* * *
I byens kirker, til høimesse og aftensang — i
bedehus, i frelsesarméens lokaler, i metodistenes forsamling
— da et par aar var ledne, blev fru Maimans skikkelse
velkjendt alle disse stedene, baade av menighet og
prædikant. Ansigtet med den ’litt fremspringende runde
panden og de bleke læbene var altid løftet mot
prækeeller talerstol i venting; tæt op til hende, oftest med
hodet mot morens skulder, ofte sovende, sat den lille
piken hendes.
Naar gamle frøken Maiman sa det kunde skade
barnet at være med paa møtene — naar hun talte om, at
Veronica fik lungene fyldt av daarlig luft og kom sent
i seng, randt Elise’s øine over. Kunde det skade
Veronicas sjæl at den fulgte hendes op mot gud? Skulde
hun ikke faa ha det eneste jorden hadde undt hende,
hos sig? Barnet var det fattige vederlag hun hadde for
lidelser og smerte — barnet var hendes stakkars part
i livet, hendes sidste eiendel...
Straks hun selv var blit en troende, var det vaagnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
