Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
De hadde gaat ned den lille bakken og stod under
trækronene. Ivan la haanden paa armen hendes og
holdt den der —
«Her stod jeg og saa paa Dem for nogen uker siden.
Jeg stod og tænkte: hvad vil hun si, hvis jeg ber
hende?»
Veronica drog armen til sig med en sagte
bevægelse —
«. . hvad vil hun si, hvis jeg ber hende komme til
mig og bli hos mig bestandig — fri mig fra det onde
— være min fylgje, min lille hvite fylgje . .»
I dette øieblik merket Ivan han hadde drukket.
Blikket gled væk fra Veronica og blev distræt —
spændingen i sindet løste sig pludselig, han lukket øinene
et sekund, og det gik en braa smerte over ansigtet paa
ham.
«Saan snakker De for at De ikke kjender mig,» sa
Veronica; det var venlighet i røsten, men i blikket en
hastig angst.
«Nei, jeg kjender Dem ikke,» brøt han ut, — «ved
gud jeg kjender Dem ikke, og jeg vil ikke kjende Dem,
jeg vil netop ikke kjende Dem, — jeg vil ikke gaa op
Deres grænser og tælle pindene i stakittet som
omgjær-der Deres lille jeg . . . Jeg ser Dem, jeg ser Dem, det
er nok for fanden.» Han rev hatten av sig, — «Deres
billed staar bak tindingene mine, Deres billed har tat
bolig i den store og den lille hjernen — det speiler sig
og danser i tusen celler som himmel og jord i
saape-boblene — det tar sig selv i haanden — det ranker sig
gjennem mit stof — det forskjønner noget som er
mit.. .» han bøide sig med ett, strøk løv og rusk væk
fra bænken like ved dem og sa ridderlig: «Sæt Dem,
frøken Maiman, sæt Dem litt her.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
