Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
«En gang vil De faa vite det, Veronica —» sa han
og nævnte navnet hendes.
De gik litt, tiende.
«Naar en — naar et menneske elsker et andet, kan
han ikke skille det han kjender fra det høieste. Da er
han ett med det.»
«Ja,» sa Veronica, «og da maa han vel kunne si:
dit folk er mit folk og din gud er min gud. Da maa
han vel kunne si det ogsaa.»
Ivar stanset.
«Nei det kan ingen hæderlig mand, frøken Maiman.»
Det var nogen skridt til porten i Munkedamsveien.
Hun gik dem fort, lift foran ham. Rykkevis saa Ivar
hende, rykkevis ikke — han syntes det var sinne han
kjendte. Hadde hun villet kjøpslaa med ham?
Hun stod.
«Adjø da,» sa hun.
Han rakte ut haanden.
«Ja saa faar vi vel skilles . . .» for idag — vilde
han sagt, men fik ikke ordene med.
Hun nikket — og uten at ta haanden hans snudde
hun sig og sprang ind i porten. —
Hun gik forbi gangdøren med morens lille
brun-blakke visitkort over postkassen — hun gik til det
sidste trinnet i trappen foran det stængte loftet. Der
oppe blev hun sittende over en time — hun sat og
stirret paa den grovrappede, skidne murvæggen og rørte
sig ikke.
Da hun kom ind i spisestuen og saa moren som
ventet ved det dækkede bordet, sa hun:
«Idag har Ringby snakket til mig om sin mor.» Og
før fru Maiman fik sagt noget, hadde hun fortalt alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
