Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
tynget eller klemt — og nu banket det litt fortere og
itt fortere og den tynde kroppen gav sig i slagene.
«Barnet mit,» sa fru Maiman og tok det heklede
sjalet og la det om Veronica, saa de begge sat i det.
«Læs noget for mig, mama,» sa Veronica. Fru
Maiman lette med den ledige haanden imellem bøkerne paa
bordet og stanset ved en reisebeskrivelse av Funcke,
som presten hadde laant dem. «Læs ’heller om Rut,»
sa Veronica og tok efter den store bibelen i guldsnit,
som altid laa i stuen.
Hun lukket øinene da moren begyndte at læse.
Siden hun var barn, hadde hun elsket Ruts bok.
Hun kunde den næsten utenad. Og ordenes rytme og
sære klang bar billeder frem, syner hun hadde bod
i for længe siden.
«. . . de gik paa veien for at vende tilbake til Judas
land.
Da sagde Noomi til begge sine svigerdøtre: Gaar,
vender tilbage, hver til sin moders hus! Herren gjøre
miskundhed mod Eder, ligesom 1 have gjort mod de
døde og mod mig.
Han give Eder, at I maa finde et hvilested, hver i
sin mands hus. Og hun kyssede dem og opløftede sin
røst og græd.»
Det var deilig ... det var godt og deilig. Ordene
rørte hende som milde hænder — bedre end alt kjendte
hun dem, bedre end det hun hadde lært paa skolen,
bedre end morens fortællinger om
amtmandsgaar-den . . .
«. . . Vender tilbage mine døtre, gaar. Thi jeg er
for gammel til at vorde en mands hustru. Om jeg end
sagde: Jeg har haab -j- cm jeg end i nat havde en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
