Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra alle disse aartier foreligger salmer som vidnesbyrd
om, at han med Paulus har kunnet hekjende: At leve er mig
Kristus og at dø en vinding.
Men heller ikke gravsalmerne fornegter sit udspring: de
pietistiske salmedigteres subjektive tone, jegtonen høres ikke
ofte. Grundtvig glemte aldrig broderskabet, de helliges
samfund, det kjærlighedens haand, som hinder alle Herrens disciple
sammen, han glemmer heller ikke ved graven den stund, da
den bror eller søster, som gj emmes dér, blev et lem af Herrens
legeme.
Se t. eks. det dybe, herlige vers i salmen Her mødes
alle veie:
Men Han, til hvem vi spæde
Alt hares i vor daab,
Forbød vor samfundslej æde
At sørge uden haab.
Hvor til Gud Faders ære
Vor Frelser høit opfor,
Der skal hans tjener være
Med ham, den Herre stor.
Hvor klinger ikke tonen om daaben og samfundskjæden
egte grundtvigsk!
Hvilken mandig kraft og samtidig hvilken dyb erkjendelse
af menneskelig ringhed og guddommelig høihed toner ikke
gjennem denne hans salme om alderdommen:
For dig, vor Herre, som dage kun
Aartusinder er at regne —
denne malmfulde salme efter Moses, den Guds mands bøn (den
90de mellem Davidssalmerne). Den i salmebøgerne brugte
form er en forkortning af et større kvæde Moses i ørken (et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
