Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - N:r 36. (1,132.) 9 september 1903 - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N:*- 36
SVENSK LÄRARETIDNING.
685
örn en rig ssed af oplysning og
kund-skab til alle samfundslag.
Disse sommerkurser har en stor
op-gave, sserlig for l ser er stan den, som
der-ved faar anledning til ät befseste og
udvide sine kuiidskaber, paa samme tid
som samvseret med saa månge kollegaer
styrker samfundsaanden og freminer
bro-dersind niellem Nordens folk. Det sidste
er kanske af ikke mindst betydning,
speciell derved, ät der er givet danske
og norske Iserere adgang til ät overvsere
de svenske sommerkurser. Det var med
underlige fölelser vi tog afsked med
gamle Uppsala og vore svenske brödre den
sidste lördag. Vi fölte något, som havde
gjort os värme om h jer tet disse dage,
noget som vi ikke glemmer, og naar vi
opsurnmerer udbyttet af vört ophold. i
Uppsala, maa vi erkjende, ät det er stort;
vi kan med tryghed sige, ät vi har lagt
en alen til vor vekst. Hvad specielt
foredragsemnerne aiigaar, var det
tyde-ligt, ät prof. v. Schéeles forelsesninger
över psedagogik tog den störste interesse,
hvilket er saa naturligt, da de fleste
deltagere var Iserere. Professoren
renrse-senterer den möderne öp tätning af
undervisning og opdragelse, og det var en
ren opbyggelse ät lytte til hans ord.
Bare skade, ät vi ikke fik mere!
Da disse kurser vel nsermest er
be-regnet paa folkeskolens Iserere, burde
psedagogiken gives en bredere pläds,
helst i förbindelse med forelsesninger
över barnepsykologi. Paa det felt trsenger
vist de fleste Iserere veiledning.
Forövrigt beundred vi den aandelige
kraft, som var reprsesenteret ved kursets
Iserere, hvoraf flere var ganske unge
msend, men som viste, ät de staar paa
höiden af sin tids viden, hver i sit fag.
Vi nsevner bare msend som docenterne
Sjögren, Myhrman og V. Lundström,
som vi vist aldrig vilde ha blevet kjede
af ät höre paa. Thi de gav os ikke
blöt nsering for vor kundskabstrang,
men förte ogsaa et formfuldendt sprog,
som det var os en nydelse ät paahöre.
Vi anser det sikkert, att disse
sommerkurser fortssetter herefter, ja de burde
bli en fast institution paa begge sider
af Kjolen, saa vi nordmsend fik besöge
Sverige og I svensker os.
Hermed en hilsning til svenske kollegaer
fra
En norsk Icerer.
Indtryk fra Sommerkurserna.
Du talar som en häst,
Uppsala är bäst,
bäst på hela jorden!
Det havde vi hört saa ofte, og nu
gik Turen mod dette Upsala, gik öp
genneni de skonne svenske Landskaber,
hvor Skovene breder sig friske og gröiine,
frodige Kornmarker dukker sig ned
imel-lem dem og geminer sig iiid under dem,
og Graniten skyder sin msegtige
ruos-groede Ryg öp hist og her, og de leende
Söer slynger sig omkring det alt, som
det var kselne Pigearme - ingen Under,
ät vört Hjerte bankede. Hvad skulde
vi opleve ? Stort og skönt vilde det
blive, det ventede vi alle; men hvordan?
Saa kom vi herop, blev venlig
modtaget, indkvarteret og korn i Orden.
Den förste, vi hörte, var
Universitets-rektoren Professor O. Hammarsten, den
anden Docent Sjögren, den tredje Pro-;
fessor A. G. Högbom. De er oyerordent-’
lig forskellige som Forelsesere; men et
er fselles for dem alle: Den stoie Evné
ät Isegge selv meget svsere Emner frein
i en saa simpel og letfattelig Form, saa
alle kan forstaa det, og bruge et saa
redt og klart, Sprog, saa der ikke er et
Ord, der glipper, eller et Billede, uden
ät det siger, hvad der skal siges og
hvarken mer eller mindre. Her var meget
for os Danskere- ät Isere. Vi kan nok
fremstille et Emne populser eller folkelig,
som vi kalder det, men der er saa lid t
af Form, af Kun s t deri. Naar S
vens-kerne kan fremstille en Ting i tre
kvarter, saa skal Danskerne have en hel
Time, kanske fem kvarter til det.
Men hvordan gik det med. Sproget?
l Förstningen lagde det nok nogle
Hindringer i Vejen, men mecl lidt Energi
overvandtes de hurtig. Da Professor
Högbom havde holdt sin förste
Forelses-ning, spurgte jeg en: Hvordan gik det?
Kunde du nok forstaa det? »Nej, kun
meget lidt, for jeg sad saa långt borte,
men hvor var det interessant. I morgen
vil jeg forstaa hver eneste Ord. Jeg
ssetter mig lige föran Professoren, og
naar han gaar hen til sine Billeder paa
den ene Side, löber jeg bag efter, og
gaar han saa hen til den anden Side,
löber jeg ogsaa der hen. Intet maa gaa
tabt.» Jeg talte med en anden.
Hvordan gaar det? »Usselt! Ingen forstaar
mig, og jeg ingen. Nej, det er da saa
meget kedelig altsammen. Hvad skal
det blive til?» Da en to-tre dage var
gaaet, kunde han tale baade med den
ene og den anden, forstaa dem og blive
forstaaet, og han saa’ saa smileride mild
ud som smeltet Smör. Det var
Yder-lighederne; Mellernledene behöver ingen
Omtale.
Og saa hörte man Forelsesninger. En
syntes bedst om en, en anden om en anden,
Prof. v. Schéele var nu allés Kseledaagge.
Jeg hörte ham ikke;men mine Landsmsend
skammede mig ogsaa ud for det: »Vi
andre kommer for ät h oj ne vor Kultur
og udvide vor Synskreds; men du
bry-der dig kun om din specielle Videnskab.
Du skulde skamme dig! Rejse til
Upsala og ikke höre Prof. Schéele, det er,
som ät rejse til Rom og ikke se Påven.»
Men hvad var det saa i Prof. Schéeles
Foreläsninger, der saadan tog Folks
Hj er ter? Ja, han er en o veror dentlig
elskvserdig månd, fornöjlig, livlig,
vel-talende, og det gör jo al tid en hel Del.
Men det, der bragte Begeistringens Bseger
til ät flyde över hos Danskerne, det var
dog ikke det; det var hans store Frisind
paa alle Oinraader. Han var i sin
Be-tragtningsmaade af Opdragelsen frisindet
som Gruudtvig, naturlig som Chr. Köld,
og naar han talte om undervisning i
Modersmaalet, var det, sorn man hörte
gamle Rektor H. Lefolii; kort: Alt hvad
der i Danmark er kommen f rem af nyt
og friskt og frisindet iiidenfor Kredsen:
Grundtvig-Friskolen-Höjskolen, det,
fandt man, klang gennem Prof. Schéeles
Tale, og det kom i denne klare skonne
Form, baaren af Overbevisningens Styrke,
gennemglödet af en Begeistringens Kraft
og med den stserke Tro paa, ät Fremtidens
Tanker var hans. Dertil kommer, ät i
Danmark er dette kommen frem i
Opposition mod Universitetet og det
officielle, kommen frem under haarde Kämpe.
Her hörte man det fra Landets seldste
Universitet og fra dens fineste Lsererstol.
Hver af disse ting for sig vilde ikke
have virket saa meget. Taget tilsammen
virkede det overvseldende. Upsala, det er
Upsvearnes Stad, der hvor de gamle
Åser bode, der hvor Linné og Geijer
virkede, der hvor de muntre Studenter
levede og sang Gluntarne. Saadan har
Danskerne forestillet sig Upsala.
Herefter vil det hedde: Upsala, det er der,
hvor Prof. F. v. Schéele forelseser.
Ogsaa de praktiske 0velser var man
svsert glad ved og fik meget mere ud
af, end man havde ventet. Månge var
f. Ekspl. nied til Docent O. Ottelins
svenske 0velser? og alle talte de om,
hvor fornöjelige og Isererige de var.
Andre - der i blandt undertegnede -
sergrede sig över, ät de ikke var
kommen med. Men Ottelin er jo ogsaa af
den slags, der kan gaa ind i Folk raed
skoede Trsesko. - Nu kan Svenskerne
pröve, om de har Isert saa meget Dansk,
saa de kan forstaa dette Udtryk.
Rige Timer var det, vi tilbragte paa
Universitetet. Men naar vi saa var
sam-let - paa Udflugt, til Fest eller, hvor
man eliers samles, hvor gik samtalen
saa ikke fornöjelig og livlig!
Bekendt-skaber gjordes, Venskaber stiftedes,
Tanker udveksledes, Hjerterne voksede mod
hinanden. Det var, som man blev rigere
for hver Dag, der gik. Og saa den skonne
Natur! Hvor gjorde den ikke Indtryk
paa os. Da vi sejlede hjeni fra Sigtuna
i denne prsegtige höjnordiske stille Aften,
og svenske, finske, norske og danske
Sange löd ud över Fyrissletten, var det,
som vi oplevede noget vidunderligt. »Det
er den skörmeste Aften, jeg har oplevet»,
sagde en til mig. »Ja? en af de
skön-neste», maatte jeg svare.
Og den Aften vi var Landshövdingens
Hr. Bråkenhielms Gsester, og vi stod der
oppe ved Slottet og saa ud över Byen
med sin prsegtige Domkirke, saa
Fyrissletten omrammet af Skove, saa den lyse
Aften folde sit prsegtige Klsedebon ud
över det alt - denne Skönhed i
For-binvlelse med Landshövdingens
Gsestfri-hed tog os ogsaa om Hjertet.
Men Billede paa Billede trsenger
sig frem og fordrer ät blive fört i Pen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
