Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Svenske Minder fra Tjust. Anders Eklunds fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kaste ståZ i ellen.” „Hvordan det?” „Jo, si,
miissømmers-natt brinner dä där, var dä finns ägedeler i jora* 1). Kan di
gå dit å kaste ståZ i ellen, då kan di ta rätt på skatten.”
„Ja, Eklund, pas nu paa, naar lian ser det brænde
Midsommernat!”
Vi havde sat os ned ved Bordet henne under „Siføns(r)at”.
Det var nok værdt at se sig om i Eklunds lille Stue. Paa
Væggen var opslaaet forskjellige Billeder, og i det ene Hjerne
stod ot gammelt Ur, omtrent som en Bornholmer, men meget
mere kunstigt, indlagt med Metal paa Skiven. Her havde
Anders Eklund levet fra sin tidligste Barndom — nu er han
vel oppe i de Fyrre —; men han var födt i et andet Hus,
paa et dejligt Sted ved Soen Loftan ikke saa langt der fra.
Stedet hedder „Mørkvika”. Det er et underligt Sted. „I ett
bärj, strakst där stuva nu står, ha di hört døm ringe i o
klåkke, å därför kalls dä Iilåkkbärjet. Mor mi har själv
hört et ringe.” Bjærgklokken havde ringet over Eklunds
Vugge, pg hans Øre var aabent for alle de gamle Sagn om
det underfulde Liv i Naturen. Han havde en gammel
Farbroder, som nu er död, han havde modtaget og bevaret den
dyre Skat fra de gamle Tider, og med gavmild Haand delte
han den ud til sin lille Brodersön, der sad og lyttede paa
hans Knæ. Sin tidligste Lærdom fik dog Eklund, som
naturligt var, af sin Moder. Hun lærte ham Fingrenes Navne:
„Tummetutt, slikkeputt, långemann, järtlihann2) å lille, lille
virungen.” Og saa var der en gammel Kone, som ofte kom
der hjemme. Hun var fra et Nabosogn. Hun kunde al Ting
paa en anden Maade end Moderen. Hun havde ogsaa andre
Navne til Fingrene: „Lillingen, gullfinga(r)n, långståkken,
korøppen å gubben själv.” Drengen opfangede alt, hvad han
hörte. Han lærte den lystige Vise, naar Faderen „runkd en
på knät”:
’) jor. s. f. Jord. 2) Ringfingeren. Er efter Rietz dot
smaa-landske Navn. Hann (Haand) er et Ord, der ydorst sjælden bruges;
i Steden for bruges näve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
