- Project Runeberg -  Svensk romantik /
240

(1894) [MARC] [MARC] Author: Valdemar Vedel
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

2 240

WALLIN.

ved den. Hans Ungdoms forspildte Kærlighed nagede
ham; den Hustru, han ægtede, gjorde ham ikke
lykkelig: hendes syge og tunge Humor, der synes at have
grænset til Sindssyge, Ægteskabets Barnløshed, en
Plejeson, som blev et daarligt Subjekt, — alt det gjorde
Huslivet ode og tungt for Wallin. Men navnlig var det
hans eget unøjsomme, fredløse Hjerte, der kededes ved
Dagenes og Livets »ét og det samme» — Udtryk om
Livets uudholdelige Ensformighed vender ofte tilbage
hos ham —, og han kunde til Tider med en Art
fortvivlet Blaserthed ønske at vende hele Verden Ryggen.
Det gribende Digt -Hjemveen«; (vistnok fra c. 1809)
blotter denne inderste Sindets Grund hos Wallin og
aander en Byronsk Verdenssmerte, som endnu ikke
dengang havde lydt i svensk Literatur. Han staar her
som en fremmed paa den øde Strand og længes over
Havet mod det ukendte Land. Han har til Overflod
mættet sig paa Kundskabens Træ, har set Dagene
komme og gaa, — »som Bølge paa Bølge —
hverandre de følge — og dumpt og ensformigt mod Stranden
slaa« —; han har hørt de jublendes Gny og de
jamrendes Skrig gaa paa de kendte Melodier, har set
Jorden Aar efter Aar staa Brud og ligge Lig — »om
Høsten hun græder, — om Vaaren hun atter — med
barnlig Fornøjelse tørrer sin Taare« —; han kender
ogsaa de vises Ord om Frihed og Dyder og Kongerne,
der svore — i Træthedens Timer, den evige Fred«.
»De talte saa fordom, de tale saa end, — de svore og
sværge det samme igjen, — det blir som det var,

det er Summen af alt.....Nu lægger jeg ned min

Pilgrimsstav — og ser mod det stille, stjernestrøede
Hav . . Jeg har ingen Lyst ved den Verden, jeg
fandt . . . jeg vil over Havet til ukendte Land«. Dette

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 01:08:06 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/svromantik/0250.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free