- Project Runeberg -  Svensk romantik /
349

(1894) [MARC] [MARC] Author: Valdemar Vedel
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ST AGNELI US.

349

borgsk Mystik, Schellingsk Filosofi og herrnhutisk
Sværmeri paa det v idunderligste blander sig. I skønne,
maleriske Billedsymboler er her den Hinsidighedslængsel
og den Trang til at synke hen i Beskuelsen af Gud
udtrykt, som var Sjælen i Stagnelius’ Romantik. I
Verdensfyrstens, Demiurgens Palads sidder Sjælen,
Anima, fangen, eller hun vandrer sukkende om i hans
Harem; syv bistre Dæmoner staar Vagt med blodrøde
Sabler ved Portene, tolv luende Drager ligger omkring
Borgen. Fra det mørkeblaa Himmeltag glimrer Kronlys,
hun gaar over grønnende Enge, men selv er hun afført
sin himmelske Dragt og er klædt i den sorte Farve,
hendes Herre, Verdensfyrsten, elsker; sukkende ser hun
sit blege forgræmmede Ansigt i Betragtningens« Spejl.
Gennem Gitret taler hun, som en bleg forelsket Nonne,
med en Guds Engel, — henrykkes ved hans Skønhed
og mindes Pleromas Himmelsale, hvorfra hun ved sit
F"ald er nedstyrtet. Hun rækker ham en Foraarsblomst,
han skal bringe Kristus: Perlen, der blinker i dens
Kalk, er Animas Taare. Hun staar som »Rosen i
Verdensfyrstens Park:« »Græd, skonne Blomst! thi saa
alene — du elsket bli’er af Lysets Gud — græd,
skønne Blomst, thi Taarer rense — hver falden Sjæl
til Lysets Brud." Hun vandrer i Ørkenen og trøstes af
Maanen. I Ørkenen sidder — Guds Yndling og græder,
- mens Maanen med Glitter — Krystalfloden saaer.
-Nedstraale den lader — sit lægende, høje —
guddommelige Øje — paa Animas Taare.« Maanen trøster
hende, den vandrer som hun sukkende om i Længsel;
engang vinder vel begge Forløsning. Selv Aftenen —
den tyste, fredbringende Aften, som Stagnelius altid
besang — bringer ikke Sjælens Uro Hvile. Kvælden er
kommen Træt af Rejsen fra Aandernes Verdén sidder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 01:08:06 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/svromantik/0359.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free