Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39=;
den anden, men Skiven med en Prik er og bliver uforandret en Skive med
en Prik.
Da træder en Skytte frem — dennegang en kvindelig — og træffer lige
i Prikken, og da aabner pludselig Skiven sig med Larm og Bulder — falder
til to Sider; og bagved skyder Billedet af en Månd op — et afskyeligt,
gri-nende, stygt Billede af en Månd — et Slags diable boiteux. Du kan længe
nok slaa Skiven sammen igjen, Du har engång seet Dit Billede, o Månd! og
Du glemmer det ikke saa let! Den kvindelige Lidelse tog Sigte, den
kvin-delige »Pathos», Lidenskaben i höieste Mening förte Haanden, og Skuddet
traf i Prikken: Skiven aabnede sig og viste os Mænd vört eget Billede, og
Gud skal vide — smukt var det ikke; men engång seet kunde det ikke ätter
skjules eller glemmes — dertil var Skuddet for velrettet, Skildringen for
klassisk. for genial, for sand.
Der er i denne Bog nedlagt en saadan Sum af bitre, smertelige
Erfa-ringer, af tilbagetrængt Reaktion mod Undertrykkelse og Misforstaaelse af det
fineste i Kvindenaturen, at man ätter og ätter v il læse den med fornyet
In-teresse, jo mere Livserfaringen aabner ens eget Blik for det sande, det
bittert-sande i Bogens fine og ædle Skildringer.
»Amtmandens Dötre» er en Kvindesmertens Symfoni, der toner ud
gjennem dens Kvindeskikkelser som gjennem forskjelligstemte Instrumenter; de
mandlige Figurer er mere Bifigurer; men hine Kvinder danner tilsammen et
Silhouet af Manden, ligesom hine to Trær, hvis Konturer danner et Portræt
af Napoleon i Luften mellem dem.
Der staar de disse gifte Kvinder, den forknyttede, forbitrede Louise, der
engång var Bygdens fagreste, yndigste Terne, Marie, den tidlig henvisnede,
knækkede. dræbte, og deres Moder, denne Amtmandinde Ramm, denne gamle
Höne, der kaglende værger vakkert om sine Kyllinger og sine Andunger uden
Forskjel og bibringer dem den bitre Lære, som hun dog finder saa smuk og
resigneret: Kvinden lever for at gifte sig — den ugiftes Liv er forfeilet,
Ægte-skabet er Kvindens Brödstudium — hun er i sin seige, forstokkede Blindhed
for sine egne Dötres Ulykke, disse Dötres, som hun dog elsker — et slaaende
Udtryk for den Sandhed, at Kvindens Emancipation tilsidst vil möde den
sterkeste Modstand hos Kvinderne selv, hos de lidende som hos de selvtilfredse
Kvinder. Og saa kommer de ugifte: Kyllingdatteren Amalie, forjasket og
forfusket gjennem Moderens Lære, og Andungedatteren Sofie, »den grimme
Æl-üng», der bliver en Svane for at lide og synge. Og saa endelig Margarethe,
der nærmest repræsenterer Tragediens Kor — skuffet som hun er bleven i
Livet, forsonet i Döden og ved Döden. — Fra alle disse Kvindeskjæbner lyser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
