- Project Runeberg -  Svensk Tidskrift / Femte årgången. 1895 /
396

(1870-1940)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

396

TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.

os imöde Billedet af en Månd — i bedste Fald uforstaaende, i værste Fald
brutal, raa og föleslös. Man komme ikke og sige, at Billedet ikke er sändt:
Eidsvolds Dale vilde aabne sig og vidne: hun har seet det altsammen hos os!

Den er en i månge Henseender merkelig Bog, denne »Amtmandens
Dötre» — ikke mindst fordi den i hele sin Form og sit Anlæg er saa möderne,
at den gjerne kunde være skreven igaar istedenfor 40 Aar tilbage i Tiden.
Naar jeg undtager et enkelt, oftere gjentaget Træk i Fremstillingsmaaden, er
der intet, som minder om, at Bogen ikke tilhörer Nutiden. Den er i sin hele
Holdning realistisk, og efter sit hele Væsen er den möderne, idet den er vor
förste Tendensroman: men med Idealets Fåne flagrende i den löftede
Kvinde-haand, dristigt og uovervindeligt som en Jeanne d’Arcs.

Og hvormange enkelte Skjönheder har ikke denne Kvindelidelsens
Symfoni! Jeg skal ikke dvæle ved dem enkeltvis; thi da vilde jeg sent blive
fær-dig, men jeg kan ikke lade være at pege paa Kjernestedet, hvor Sophie
for förste Gang »i rene, törre Ord hörte udtale, hvad hun med Skræk
havde ahnet, at det næsten aldrig faldt i en Kvindes Lod at ægte den, hun
elsker, og dog er det hendes Bestemmelse at ægte nogen. da den ugifte Stånd
er den allersörgeligste. Jeg svimlede mellem disse Tilstande.» — Her er det
springende Punkt: det kan altsaa ikke være Kvindens eneste Bestemmelse at
gifte sig: der maa söges et Livsindhold og i videre Forstand Livsudkomme
ogsaa for de Tusinder, der ikke bliver Hustru og Moder. — Forfatterinden
tåler som den, der har Myndighed i Kraft af den flammende Indignation, som
Livet har vakt i hende — det merker man i hver Linie.

Bogen har maaske en Feil, som er ligesaa karakteristisk som dens store
Sider: de Personer, for hvilke hun föler Sympathi, er vistnok glimrende
skil-drede som höist forskjellige Individer, men naar de skriver Breve eller
Dag-bogsblade, er de alle, fra den 17-aarige Sophie til den ældre Margrethe og
den fuldmodne Georg Kold, beherskede af den samme reflekterende Stil: den
17-aarige Sophie skriver som den erfarne 40-aarige Enke — med andre Ord
som Forfatterinden selv. Men netop denne Feil aabner os Synet paa, at Bogen
er skrevet »ei blot til Lyst» — at det har været hende mere om at gjöre at
frigjöre sin Klage og sin Anklage end at skrive et Digterverk. Digtningen er
kun et Draperi, der er kastet o ver Harnisket, og da hun i 1861 har udgivet
sine »Fortællinger», hvori bl. a. »En Kongsgaard» og »Et Gensyn» var
op-trykte, kaster hun Draperiet og staar der fuldt rustet i Panser og Plade, og
nu stiger hendes »Pathos» udigjennem hvert Verk: »I de länge Nætter»,
»Sidste Blade», »Fra de Stummes Leir» og »Mod Strömmen». Kraftigere og
kraftigere tåler hun Kvindens Sag i hendes Forhold til Manden, alt mere sam-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Feb 20 23:17:38 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/svtidskr/1895/0402.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free