Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.
Kristus var selv den store Kvindebefrier, der for förste Gang udfyldte
Afgrunden mellem Månd og Kvinde og opretttde et Lighedsforho/d, der er det eneste
sande, som vi maa gaa ud fra eller vende tilbage til. Hvor dette Forhold
op-hæves, synker Samfundene sammen, — Historien kan fortælle det. Hvor
Man-den vil lösrive sig i selvstiftet Frihed, drager han Kvinden med i Fordærvelsen;
vil han rettelig beholde hende, maa han böie sig til hende. I ret Aand at
befæste og opretholde dette Sambaand bör være Maalet for alle sande
Emanei-pationsbestræbelser.»
Og nu vender hun sig til den paa engång bibelsk-vordne
Demimonde-digter med en Fjerdedel satirisk, tre Fjerdedele direkt-polemisk Kritik af hans
Bibelkommentar, saa knusende, saa overbevisende, saa glödende varm, saa
harmfuldt-indigneret, at vi kun finder et altfor stort Misforhold mellem det Vid
og den Kraft, hun har ödslet paa dette Verk, og det oprörende-meningslöse
Verk selv, som er Kritikens Gjenstand. Men vil man se et praktisk og
af-gjörende Bevis for, at Alexandre Dumas tager feil i sin store Forudsætning.
at i Kampen mellem Månd og Kvinde maa Manden altid seire, da han af
Naturen er den sterkere, saa behöver man blot at læse denne Fægtning
igjen-nem, hvor han ligger ynkeligt under, mens Kaarden lyner blinkende gjennem
Luften i en Kvindes Haand og treffer Modstanderen alvorligt, hvergang den
funkler. Det vilde være forgjæves at forsöge en Resumé af dette lille
Mester-verk; det maa læses helt, det hörer til det fortrinligste, Forfatterinden har
le-veret, der hun drukner den store Franskmand i et Overmaal af berettiget Spot.
Naar Kvindens mindste Afvigen fra Troskabens og Kydskhedens Vei
straffes med Ærens eller endog Livets Fortabelse, (>Tuez-la*) benegter hun
ikke Berettigelsen heraf, men hun fordrer kun et af Manden: at han ogsaa skal
stille ganske den samme Fordring til sig selv, at han, idet han ser i Kvinden
sin Medhjælp, sin Lige, sit Livs Glæde og Tröst, tillige skal ære hende ved
at fordre den samme Renhed og Selvagtelse af sig selv som af hende. Og
jeg vil före hendes Tanke et Skridt videre og spörge: Disse Kvinder, der
bliver Samfundets Forbandelse, er de ikke blevne til, hvad de er, gjennem
Mændenes Synd? Man siger, en Kvindes Fald er saameget værre end en
Mands, fordi dets Fölger destruerer Hjemmene mere end Mandens Fald. Men
dömmer man da en Synd efter dens ydre Fölger? Skal den ikke först og
fremst dömmes efter den Indflydelse, den har paa Personligheden selv? Og
er den ikke den samme hos Mænd som hos Kvinder? Der gives ikke en
Morallov for Kvinder og en anden for Mænd, hvor gjerne end den mandlige
Egoisme og Vellyst vil statuere en saadan Dobbelthed.
Sin Anklage udförer hun videre i »Mod Strömmen», og det er vel der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
