Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
411 TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.
hendes hele Forfatterliv var en Martyrdom, fordi hver Nerve i denne fine
Kvindesjæl var anstrengt og berört, pinlig berört af Striden. Og derför erindrer
vi hende længe som den bitre, den uforsonede, den altid anklagende Kvinde.
Ja disse Væsener, der bærer paa en tragisk Pathos, Bærerne af den store
Li-denskab, der skal omskabe Tiden, de er ikke skabte for at være de skinnende
Praaser i Selskabslivets lille Sal — de er snarere fortærende Flammer, som
det er ubehageligt, ja farligt at komme for nær: Martyriets Hd, det tragiske i
en Livsskjæbne frembringer ikke just Smil paa Læben.
Men hvor kunde hun ikke være elskværdig! Og hvilke aandelige
Ny-delser kunde ikke Samlivet med hende bringe! Naar hun havde faaet klage
ud hele sin Modgang og alt det, som trykkede hende — ak, nu ligger det
bag hende som en afkastat Klædning — og hun da kom til Ro og blev
med-delsom, ja da kunde den fineste Spög lege om hendes Læber, og den ædleste
Humor, den blödeste og blideste Barnlighed steg frem af hendes Væsens dybe,
skjulte Grund — og da var et Pianos Toner eller en smuk Sang nok til at
fremlokke Glæden i dette Sind, der syntes at fordre saa uendelig meget af
Livet, og som dog kanske, naar det kommer til Stykket, kun fordrede Et: et
kjærligt, forstaaende Sind. Og dette forstaaende Sind, det fandt hun da tilsidst;
deri fandt dette Forfatterlivs Martyrium sin Forsoning, og da blev alt godt!
— da hun hin Dag, som vi alle huske, selv fik se de månge tusende Hjerter,
der hankede hende imöde, fik se, hvor rige Frugter hendes Virke havde baaret,
da det gik op for hende, ikke blot, at hun havde udfört et stort Arbeide, men
ogsaa at dette Arbeide var paaskjönnet. Og det er jo menneskeligt. De to
sidste Aar af C. C:s Liv var en fredelig smuk Solnedgång over et Liv, der
saa sin Arbeidsmark bölge sig imöde med Höstens modne, rige Gröde over
sin Flade. Og det er godt at tænke paa, at vi fik vise hende hvilken Pris vi
satte paa hendes Verk; thi i Sandhed, vi har nok, mere end nok at angre
överfor hende. Hvad hun etsteds i »Amtmandens Dötre» siger om Kold,
passer nu paa os: »Han tömte den gamle Angerskaal, hvori vi drikke vore
Dödes Minni!» — hvor fattig, hvor ringe var ikke det Anerkjendelsens
Fest-bæger, vi hin ene Dag rak te hende, mod alle de bedske Skaaler, vi har rakt
hende udigjennem et långt Liv, som dog var helt viet Arbeidet for hendes
Medmennesker, for de lidende och svage, — et Arbeide, som gjorde hende
saar og trist — og derför vendte vi os fra hende! Nu ser vi, hvad hun var
os — nu da vi ikke længere kan glæde hendes Sind med vor Beundring, vor
Tak og vor Kjærlighed.
Nu ser vi det og mindes de Ord, hvormed en fremragende kvindelig
Kollega, Magdalena Thoresen, hilsede hende for to Aar siden: »Der staar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
