Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - Hans E. Kinck - Den sidste gjest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck 103
gnaaler paa sit leitmotiv. Han forstaar men*
neskene, som de forstaar hverandre, hvor
alles interesser pibler sammen om det lille
tilfældige gløt ind til den enkelte, enhver
kan frembyde med sit forsømmelige stue*
gardin. Alt dette virker bondenorsk og i
særlig grad vestlandsnorsk. Underforstaael*
ser, halvt udtalte meninger, hentydninger
kryber og tasser omkring og gjør luften
lummer som i et hus fuldt af rotter. Det
flirer i alle kroge, og fliren fremkalder ang*
sten, menneskeangsten for de medmenneske*
lige rovdyr, «sletteangsten», som Kinck kal*
der den i sit sidste verk, og som er et stort
motiv i al hans digtning.
Den digterisk betydningsfulde akt i dette
drama er denne sidste, da den «sidste gjest»
bryder ind hos Aretino, efter at alle de andre
har forladt ham.
Den store skvadronør, snyltegjesten, aands*
flanen er færdig. Han er forbrugt og udsolgt
for smigrende tilegnelser, saavist som hans
forraad paa trusler og smædevers er medtaget.
Han stikker og slikker endnu de samme
hænder, men han gjør det aandsfraværende
og tankeløst, der er intet salt i hans spot og
ingen sødme i hans smiger, siden hans indre
ikke længer eier resonnans, siden den lum*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
