Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - Vildanden - Paa Burgtheatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 Vil dan den
magter at gjøre alle Ibsens alderdomsverker
levende. Man kan godt være orthodox, selv
om der fattes en den tro, som kan opvække
de døde. Men det er theatrets skyld, at ikke
«Vildanden» blev en større og merkeligere
forestilling, end jeg ialfald husker den. Det
var ikke saameget, at de enkelte kunstnere
ikke gjorde fyldest, skjønt Stub Wibergs
Hjalmar Ekdal kun var en virtuosmæssig
præstation uden dybere oprigtighed. Men
stemningen over forestillingen var mat og
svigtende. Der slog ingen gru mod en fra
det fantastiske mørkeloft, hvor den gamle
nimrod lukker sig inde med minderne om
de hevnende skoge. Det eventyrlige var væk,
det grelle og übarmhjertige dagslys bredte
sig jevnt over billedet; der var ingen dybe
og hemmelighedsfulde skygger, hvori baade
den forhutlede gamle og barnet kunde gjemme
sig med sin virkelighedsangst.
Og heller ikke fik man paa Nationaltheatret
noget indtryk af, at menneskene paa foto*
grafens atelier dog hører sammen og udgjør
en familie. De var som fra forskjellige ver*
densdele, de snakkede forbi hverandre, de
havde ingen husguder. Naar ulykken styrter
ind over dem, er det ikke noget hjem, som
lægges øde, det er bare en leilighed, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
